Syriske kampfly har udført 16 luftangreb mod oprørere i provinsen Hama i det vestlige Syrien i dag.
Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der holder øje med situtationen i Syrien, har regeringen beskudt oprørere fra helikoptere.
Der er tilsyneladende tale om oprørsgruppen Fateh al-Sham Fronten, og netop denne gruppe, der tidligere er kendt under navnet Nusra Fronten, er ikke omfattet af våbenhvilen ifølge den syriske regering.
Klokken 23 i går aftes trådte en våbenhvile i Syrien i kraft, der var forhandlet på plads af Rusland og Tyrkiet. Men allerede få timer efter var der meldinger om kampe i Hama, mens der tidligere i dag også var meldinger om kampe nær hovedstaden, Damaskus.
Trods meldinger om kampe i både Hama og nær Damaskus ser våbenhvilen ud til at have en effekt. Blandt andet har Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ikke fået oplysninger om dræbte i løbet af våbenhvilens første nat.
Der er angiveligt også roligt i resten af landet.
/ritzau/