Syrisk våbenhvile slut - uklart om den fornys

Den syriske hær giver oprørsgrupperne i landet skyld for de mange brud på syv dages våbenhvile.

Den syv dage lange våbenhvile er nu slut, og der er ingen meldinger om en eventuel fornyelse. (Foto: © sana, Scanpix)

Syriens militær erklærer de syv dages våbenhvile overstået og nævner ikke, hvorvidt den vil blive fornyet.

- Syriens hær meddeler afslutningen på det ophør i kampene, som begyndte 12. september klokken 19 (klokken 18 dansk tid, red.) i overensstemmelse med den amerikansk-russiske aftale, lyder det i en udtalelse fra hæren.

Samtidig giver den syriske hær oprørsgrupperne i landet skylden for, at våbenhvileaftalen har været overtrådt mange gange.

I en udtalelse skriver hæren, at "terrorgrupper" - som den syriske regering betegner de mange oprørsgrupper - ikke har holdt sig til nogen af aftalens punkter.

Tværtimod har grupperne benyttet sig af en uges ophold i kampene til at fylde deres våbendepoter op igen, mener den syriske hær.

Begge sider har i løbet af de seneste syv dage flere gange beskyldt hinanden for at bryde våbenhvilen.

Aftalen om at stoppe volden blev forhandlet på plads af USA og Rusland og trådte i kraft mandag i sidste uge.

Siden er den blevet brudt mindst 300 gange, viser en opgørelse fra russisk side.

/ritzau/Reuters:

Opdateret klokken 18:25: Det fremgik tidligere i denne artikel, at syrisk militær havde afblæst våbenhvilen - dette er nu præciseret, hvorfor artiklen nu lyder: Syrisk våbenhvile slut - uklart om den fornys.