- Jeg er en kurdisk syrer på 18 år, og kom til Tyskland for ni måneder siden for at søge om asyl. Det fik jeg for to måneder siden. Jeg laver denne AMA (”Ask Me Anything”, red.) for at give et nyt perspektiv på situationen i Syrien og flygtningekrisen i Europa.
Sådan skriver brugeren StraightOuttaSyria i et langt indlæg på siden Reddit.com.
Reddit er en slags virtuel opslagstavle, hvor registrerede medlemmer kan bidrage med brugerskabt indhold lige fra tekstindlæg over links til nyheder om for eksempel computerspil og film. Man kan også lave AMA’s, hvor man inviterer Reddits øvrige brugere til at stille én spørgsmål.
Svarer på brugerspørgsmål
Den unge, syriske mand bekræfter sin identitet med et billede af sin tyske opholdstilladelse, og skriver videre, at han har modtaget mange tilbagevendende spørgsmål. Derfor vil han nu svare på nogle af dem, han oftest bliver mødt af. Eksempelvis:
Hvorfor kommer til vores land for at nasse på velfærdssystemet? Hvorfor bliver du ikke i Syrien og kæmper? Er du djævlen?
I løbet af indlægget svarer han på i alt ni spørgsmål. Her følger svarene på nogle af dem. Du kan læse indlægget i sin helhed på Reddit.com.
Hvorfor forlod du dit land i stedet for at blive og kæmpe for dets frihed og kultur?
- Husk på, at krigen i Syrien er en borgerkrig. Det er ikke en krig, hvor en fremmed magt har invaderet landet. Hvem er det lige, jeg skal kæmpe mod i sådan en situation? Hvem beslutter, om jeg er ”rigtig” eller ”forkert”?
- Det gør mig trist, at næsten alle de mennesker, der stiller mig dette spørgsmål, afslører, hvor lidt de egentlig ved om situationen i Syrien.
I kommer til vores lande og tager vores hårdt tjente penge og nasser på vores velfærdssystem…
- Jeg ved ikke, hvordan velfærdsystemet fungerer i netop dit land; jeg kan kun udtale mig om det i Tyskland. Her får alle flygtninge hjælp, når de har fået asyl; de skal tage obligatoriske integrations- og sprogkurser, der kvalificerer dem til at finde et arbejde og klare sig selv. Disse kurser tager omkring ni måneder, og efter man har bestået dem, bliver man presset til at finde et arbejde.
- Man kan altså ikke leve af velfærdsystemet hele sit liv. Jeg forestiller mig, at det er det samme i resten af EU, men prøv at læse om velfærdsystemet i dit land.
Hvorfor smider nogle flygtninge det vand og mad ud, der bliver givet til dem af politiet?
- Fordi de er nogen røvhuller? Jeg er sikker på, at de udgør en lille, men højttalende minoritet. Vi er ikke arrogante mennesker. Ingen i Syrien har noget, de ikke har arbejdet for, og jeg tror ikke, de ville smide vand og mad ud.
- Men hav tålmodighed og prøv at se det hele i et større perspektiv; så vil I finde ud af, at majoriteten af syrerne er taknemmelige og flinke folk.
Vi burde smide jer ud, for I invaderer vores land og ødelægger vores kontinent…
- Nej, I burde ikke smide os ud. For det første ville det være mennesker, I smed ud; ikke dukker eller sten. For det andet: I frygter, at disse folk vil invadere jeres kontinent med islam og tilbagestående traditioner, men sandheden er, at hvis I sender dem tilbage til Syrien, eller i nærheden af Syriens grænser, så vil det være præcis det, Islamisk Stat (IS) drømmer om.
- Dem, I sender hjem, vil skulle sørge for deres familier og er mere modtagelige for radikalisering i en sådan en sårbar situation. Så I ville rent faktisk hjælpe IS med at hverve nye medlemmer, nægte skolegang til en hel generation af børn; en generation, der så vil ende som den mandskabskraft, IS benytter sig af de næste 10 år. Så nej, hvis I virkelig bekymrer jer om Europa og frygter IS, så burde I beholde disse mennesker.
Er du djævlen?
- Nej, jeg er ikke djævlen.