Sygeplejerske var smittet med ebola på flyrejse i USA

132 flypassagerer kan være blevet smittet med ebola, efter at de delte fly med en smittet sygeplejerske.

En smittet sygeplejerske fløj fra Cleveland til Dallas i Texas og passagerer på flyet opfordres til at kontakte en hotline. (Foto: © Rick Wilking, Scanpix)

Den anden amerikanske sygeplejerske, der er blevet smittet med ebola på et hospital i Texas, var ude at flyve dagen inden hun henvendte sig til myndighederne med symptomer på smitte, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sygeplejersken rejste på en indenrigsrute fra Cleveland til Dallas i Texas.

Ingen tegn på sygdom

Flyets personale siger, at den smittede sygeplejerske ikke viste tegn på sygdom under rejsen.

Ikke desto mindre beder de nu alle 132 passagerer om at rette henvendelse til de amerikanske sundhedsmyndigheder via en hotline.

De ønsker at tale med passagererne for at finde ud af, om der er grund til yderligere bekymring.

/ritzau/Reuters