Nok er regeringen i Sydkorea i færd med at etablere et særligt militært team, der skal tage sig af truslen om et atomangreb fra Nordkorea.
Men ikke desto mindre er der optimisme fra Sydkorea. I en ny rapport forudser landets genforeningsministerium, at nordkoreanerne vil forsøge at få åbnet forhandlinger med USA i det kommende år.
- Nordkorea vil søge forhandlinger med USA, samtidig med at landet vil forfølge bestræbelserne på at blive anerkendt som en de facto atommagt, lyder det i rapporten fra det sydkoreanske ministerium.
Ministeriet forklarer ikke, hvad der fører til den konklusion.
Rusland har meldt sig på banen som en mulig mægler mellem Nordkorea og USA, hvis begge parter ønsker det.
Det siger en talsmand for det russiske præsidentkontor i Kreml tirsdag.
Russerne har gennem længere tid opfordret de to lande til at mødes og tale sammen. Det skal ske i et forsøg på at mindske de kraftige spændinger, der er opstået på grund af Nordkoreas mange missiltest og landets omstridte atomprogram.
- Ruslands beredskab til at rydde vejen for en nedtrapning er åbenlys, siger den russiske præsidents talsmand, Dmitrij Peskov.
Udenrigsminister Sergej Lavrov opfordrede mandag til, at Nordkorea og USA indleder forhandlinger. Han sagde, at Rusland er klar til at spille en rolle i de forhandlinger.
Sanktioner mod raffineret olie til Nordkorea
Nye data fra det kinesiske toldvæsen viser, at Nordkoreas allierede overholder de FN-sanktioner, der blev vedtaget for en måned siden, og som USA's præsident, Donald Trump, har presset på for at få igennem.
Både Kina, der er Nordkoreas eneste større allierede, og Rusland støtter FN-sanktionerne.
Eksport af olieprodukter til det lukkede regime er stoppet. I hele november eksporterede Kina ingen olieprodukter til Nordkorea.
Tallene viser også, at Kina heller ikke importerede jernmalm, kul eller bly fra Nordkorea.
FN-sanktionerne har blandt andet til formål at mindske eksporten af raffineret olie til Nordkorea med 90 procent.
/ritzau/Reuters