Det var en præsident tæt på tårer, der i dag leverede et dybt buk og en hidtil uset undskyldning til det koreanske folk.
I en tv-transmitteret tale sagde Sydkoreas præsident, Park Geun-hye, at hun tog det fulde ansvar for en skandale, der i den seneste tid har fulgt hende.
- Jeg føler et stort ansvar (for skandalen, red.) dybt i mit hjerte, sagde Park med rystende stemme og fortsatte:
- Det er min skyld og fejl, lød det ifølge Washington Post fra Sydkoreas præsident, der er kommet under anklage for at lade en mystisk ven komme for tæt på hende.
Park Geun-hye afviser dog beskyldningerne om, at hun er blevet offer for en religiøs kult.
Hun nægter desuden at fratræde præsidentposten, men siger ifølge BBC, at hun er klar til at blive afhørt om sagen.
Miseren om Park Geun-hyes mulige forbindelse til en religiøs kult kommer i kølvandet på afsløringer om præsidentens nære ven, Choi Soon-sil, hvis afdøde far, Choi Tae-min, var en mystisk leder af en religiøs kult i landet.
Datteren Choi Soon-sil siges at have haft stor indflydelse på præsidenten og dermed på statens anliggender.
Hun er nu i forvaring mistænkt for at have udnyttet sit venskab til at svindle med en non-profit-fond, hun kontrollerede.
I tv-talen afviste præsident Park også, at hun skulle have tilladt okkulte ritualer i præsidentpaladset, det såkaldte 'Blå Hus'.
- Der har været påstande om, at jeg er blevet offer for en religiøs kult eller havde shamanistiske ritualer udført i Det Blå Hus, men jeg vil gerne afklare, at de påstande absolut ikke er sande, sagde hun ifølge BBC.
Imens udbrød der gadekampe mellem politi og demonstranter, der kræver præsidentens afgang, i den centrale del af hovedstaden Seoul.
Park Geun-hye blev i 2012 valgt som landets første kvindelige præsident.
Skandalen har på det seneste formindsket præsidentens opbakning til kun at være fem procent i den samlede sydkoreanske befolkning.