Nordkorea vil allerede næste måned begynde at demontere sit anlæg for atomprøvesprængninger i den nordøstlige del af landet.
Og udenlandske sikkerhedseksperter og journalister vil blive inviteret til at overvære nedlukningen.
Det sagde Nordkoreas leder, Kim Jong-un, på fredagens topmøde med Sydkoreas præsident, Moon Jae-in.
- Kim sagde under topmødet, at han vil gennemføre lukningen af atomtestcentret i maj, siger Moons talsmand.
Det er kun en uge siden, at Kim Jong-un via det statslige nyhedsbureau KCNA meddelte, at landets atomprogram ville blive sat på pause og prøveaffyringer af ballistiske missiler indstillet.
Tvivl om årsagen
Beslutningen blev begrundet med, at Nordkorea er nået så langt i udviklingen, at yderligere forsøg er unødvendige.
Kinesiske videnskabsfolk har dog sat spørgsmålstegn ved, om det er den reelle forklaring.
Ifølge kinesiske undersøgelser er de tunneller, som Nordkorea har anvendt til underjordiske prøvesprængninger af atomvåben, muligvis styrtet sammen. Det skrev den britiske avis The Guardian for nylig.
Og dermed er anlægget, der ligger i Punggye-ri ikke langt fra grænsen til Kina, uegnet formålet.
Men sådan forholder det sig ikke ifølge Kim Jong-un.
- Der bliver sagt, at vi lukker et anlæg, som ikke længere fungerer, men du vil se, at det er i god stand, sagde han på fredagens topmøde.
/ritzau/