Rettelse: Det fremgik tidligere, at kvinden, der blev dræbt 7. september, var mor til Rawa Majid, som er leder af det kriminelle netværk Foxtrot. Dette er ikke korrekt og er nu blevet rettet.
Bandekriminaliteten i Sverige er i løbet af de seneste ti dage taget til. Derfor har den svenske regering nu indkaldt til et ekstraordinært møde, som skal finde sted i Rådet mod Organiseret Kriminalitet i løbet af denne uge.
Det oplyser den svenske justitsminister, Gunnar Strömmer, til SVT.
Den blodige bølge af skuddrab startede den 7. september, da en kvinde i 60'erne blev skudt og dræbt i sit hjem. Hun var mor til et medlem af et kriminelt netværk i Sverige.
Siden da er syv personer blevet skudt og dræbt i og omkring Stockholm og Uppsala.
Drabene menes primært at have været rettet mod pårørende til personer med forbindelse til det kriminelle netværk 'Foxtrottnettverket'.
Børn trækkes ind i en ond cirkel
Til regeringens møde med Rådet mod Organiseret Kriminalitet, der ledes af Sveriges justitsminister, skal de blandt andet diskutere, hvilke tiltag der kan bekæmpe banders rekruttering af børn og unge, skriver SVT.
- Vi skal have mobiliseret den kriminalitetsbekæmpende indsats sammen med den kriminalitetsforebyggende indsats, lyder det fra justitsministeren.
Blandt ofrene er en 13-årig og en 17-årig dreng. Samtidig mistænkes to teenagedrenge at stå bag drabet på kvinden i 60'erne.
- Det er naturligvis en tragisk udvikling, at både børn og unge begår forbrydelser og bliver mordere, men også at mange børn og unge bliver ofre for forbrydelser i den onde cirkel, som de kommer ind i.
Rigspolitichef Anders Thornberg har også oplyst også på et pressemøde, at børn bliver afpresset og med dødstrusler tvinges til at begå alvorlig kriminalitet.
DR's Europa-korrespondent, Anna Gaarslev, fortæller, at man i Sverige løbende har strammet diverse lovgivninger, og at man nu arbejder på at forhindre banderne i at rekruttere unge mennesker.
- Det, vi også kan se, udover at drabene bliver mere og mere brutale, er, at de flytter sig geografisk til små provinsbyer og hen i pæne boligområder. Og så bliver ofrene yngre og yngre, fortæller hun.
På den ene side af de brutale drab i Sverige står Rawa Majid, som er leder af det kriminelle netværk Foxtrot. Kvinden, som blev dræbt den 7. september, var ifølge svenske medier mor til en mand, som har tilhørt toppen af Majids kriminelle netværk.
Rawa Majid, også kaldt 'den kurdiske ræv' er den svensk-kurdiske narkochef, som har efterladt en voldsbølge med skyderier, bomber og ødelæggelse i Sverige.
Ifølge svensk politi styrer han både en bande og et kokain-imperium.
Usædvanlig voldsbølge
I løbet af 2022 blev 63 personer skuddræbt i Sverige, hvilket er rekordmange, sammenlignet med 45 året før.
Til sammenligning var antallet i Danmark på otte personer i 2022.
For at sætte tallene i perspektiv i Sverige oplyser den svenske regering, at der i juni måned var omkring 30.000 personer, som havde indgået i kriminelle bander. Til sammenligning var der registreret 1.322 personer med tilknytning til rocker- og bandegrupperinger i Danmark.
I forbindelse med den igangværende voldsbølge i Sverige har chefen for efterretningstjenesten i den svenske region midt, Jale Poljarevius, udtalt, at Sverige ikke har været så farlig siden Anden Verdenskrig.
- Vi har ikke haft den situation, vi har nu, siden 1945. Det er en farlig tid nu, udtalte han i et debatprogram, der blev sendt søndag på SVT.
Selvom vi ofte hører om skudepisoder i Sverige, så er voldsbølgen i denne omgang yderst usædvanlig, lyder det fra Anna Gaarslev.
- Selv efter svenske forhold er det i den høje ende. Og det er set i lyset af, at de stikker ud, når det kommer til skandinaviske forhold. Men selv det her er for meget.
Anna Gaarslev fortæller også, at den politiske debat er meget polariseret i Sverige, når det kommer til bandekriminalitet. Men én ting kan alle blive enige om: Det står skidt til.
- De kan dog ikke blive enige om, hvem der bærer ansvaret, hvem der er skyld i det her, og hvordan skal vi løse det, forklarer Anna Gaarslev.
På et pressemøde oplyste rigspolitichef Anders Thornberg, hvad han mener, er de tre nøgler til at bekæmpe bandekriminalitet. Det var at stoppe ny-rekruttering, stoppe de kriminelles kriminelle overskud, og dermed tage deres penge, og til slut at samfundet skal have de rigtige ressourcer og værktøjer, for at det kan lykkes.