Den svenske regerings beslutning om at anerkende staten Palæstina, får Israel til at reagere.
Den svenske ambassadør har fået ordre til at stille i det israelske udenrigsministerium i morgen formiddag. mandag formiddag, skriver avisen Svenska Dagbladet.
Israels udenrigsminister, Avigdor Lieberman, mener, at det er det palæstinensiske selvstyre, som skal bebrejdes, at fredsforhandlingerne er gået i stå.
Målsætning i lang tid
Sverige bliver det første EU-land, der anerkender staten Palæstina, har den nye statsminister i Stockholm, socialdemokraten Stefan Löfven, bebudet.
- Vi har i dag erklæret, at vi vil anerkende Palæstina. Det burde ikke komme som en overraskelse for nogen. Dette har været vores udtalte målsætning i lang tid, sagde udenrigsminister Margot Wallström fredag aften til Aftonbladet og erkendte, at der nok ville komme stærke reaktioner.
Ambassadør Carl Magnus Nesser siger til Aftonbladet sent lørdag aften, at der endnu ikke er kommet henvendelser.
Takker for støtten
Den svenske udmelding har fået stor ros fra Det Palæstinensiske Selvstyre, som kalder det en modig beslutning og takker den svenske regering for at støtte det palæstinensiske folks legitime ret til selvbestemmelse og en uafhængig stat.
USA's udenrigsministerium har derimod kaldt det forhastet at anerkende en palæstinensisk stat.
FN's Generalforsamling anerkendte Palæstina i 2012 trods protester fra Israel. Dengang undlod Sverige at stemme, da den tidligere borgerlige udenrigsminister Carl Bildt var imod FN-beslutningen.
EU anerkender ikke staten Palæstina, selv om unionen støtter en tostatsløsning.
/ritzau/TT