Sverige har sikre beviser på fremmed ubåd i Skærgården

Det står nu klart, at en ubåd har krænket svensk territorium, siger Sveriges statsminister.

Det svenske forsvar ledte i seks dage efter, hvad der nu er bekræftet var en ubåd fra en fremmed magt. (Foto: © TT NEWS AGENCY, Scanpix Denmark)

Det var en fremmed ubåd, som befandt sig i den svenske skærgård i oktober måned, og Sveriges territorium er dermed blevet krænket.

Det bekræfter den svenske statsminister Stefan Löfven sammen med forsvarsminister Peter Hultqvist og forsvarschef Sverker Göransson på et pressemøde.

Forsvarschefen siger, at man nu har så sikre beviser, at der ikke længere er nogen tvivl om, hvad der svømmede rundt i det svenske vand.

- Afgørende observationer fra forsvarets egne sensorer bekræfter, at en ubåd har krænket svensk territorium, siger han.

Kender ikke nationaliteten

Sverker Göransson kalder det for en 'grov og alvorlig' krænkelse af Sveriges grænse, men siger, det ikke har været muligt for forsvaret at finde ud af, hvem den mindre ubåd tilhører.

Der har tidligere været spekulationer om, at det var en russisk miniubåd. Forsvarschefen ønsker heller ikke at komme ind på, hvorfor ubåden befandt sig i Sverige.

Han siger samtidig, at forsvaret stadig er ved at analysere de data, som man fik ind under den storstilede jagt på den mystiske genstand, som blev spottet i midten af oktober.

- Det vil være ren spekulation, så det vil jeg ikke komme ind på. Det er kun oppe i hovederne på dem, der har udført det her, sagde Sverker Göransson.

Det svenske forsvar fik i første omgang flere uafhængige meldinger om mystisk undervandsaktivitet i Skærgården. Ligesom billeder også viste noget, der kunne ligne en ubåde.

Se pressemødet fra Sverige her. Klik på play.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5465e513a11f9d1a20ee8d95

Vil forsvare sig når som helst

Efter seks dages intensiv jagt på spor efter ubåden var der endnu ikke held, og det svenske militær stoppede med at lede den 24. oktober.

Statsminister Stefan Löfven siger på pressemødet, at der ikke er nogen tegn på aktuelle trusler mod Sverige, men man betragter krænkelsen som 'fuldstændig uacceptabel'.

- Vi skal ikke have fremmede undervandsaktiviteter i vores farvand. (..) Vi kræver, at Sveriges grænse naturligvis respekteres, siger han.

Krænkelserne i Skærgården kommer også til at få konsekvenser, idet Sverige nu opretter et nyt nationalt sikkerhedsråd, mens regeringen samtidig vil foreslå en forhøjelse af forsvarsudgifterne, siger statsministeren.

Den svenske regering har desuden besluttet, at rapporten om ubådsjagten skal offentliggøres i videst mulig omfang, uden at oplysningerne skader svenske sikkerhedsinteresser.

Löfven siger også, at Sverige er klar til at forsvare landets grænser når som helst:

- Sverige er et fredeligt land. Vi har undveget krig i 200 år. Men vi vil til enhver tid forsvare vores territorielle integritet. Jeg vil gerne sige med al tydelighed, at det gælder i dag, og det kommer også til at gælde fremover.

Forsvarsministeren siger, han ikke kan udelukke, at der kan have været flere ubåde i Skærgården, men forsvaret har ingen konkrete oplysninger om det.