Sverige er seneste EU-land, der indfører restriktioner over for kinesiske flyrejsende

Mange lande har nu indført krav om negative test for at rejsende fra Kina må komme ind.

Smitten i Kina får nu flere EU-lande til at indføre restriktioner for indrejsende fra Kina. (Foto: © Hector retamal, Ritzau Scanpix)

Først stod Italien alene med kravene. Men pludselig er der kommet fart på tilstrømningen af lande, der indfører diverse coronarestriktioner for rejsende fra Kina.

I Kina er smitten nemlig tårnhøj for tiden, efter at landet ophævede flere skrappe restriktioner i december måned. Ifølge verdenssundhedsorganisationen, WHO, blev der i denne uge indrapporteret over 200.000 nye tilfælde af covid-19 i Kina.

Og frygten for at kinesiske turister skal tage virus med og blive superspredere, har spredt sig - ja, nærmest som en virus - til flere lande verden over.

EU's medlemslande opfordrede i går aftes kraftigt hinanden til at kræve en coronatest af indrejsende fra Kina. Og den opfordring har flere lande fulgt.

I overblikket her kan du se en række af de lande, der har indført restriktioner.

Sverige

Arlanda lufthavn ved Stockholm. (Foto: © Ali Lorestani/TT, Ritzau Scanpix)

Fra og med den 7. januar skal alle, der rejser ind i Sverige fra Kina, kunne vise en negativ coronatest, inden de må komme ind i landet.

Kravet gælder i første omgang i tre uger for voksne og børn over 12 år, men ikke for svenske statsborgere.

- Selvom vi er i en anden fase af pandemien, så er den ikke ovre. Der er stor ussikerhed i rapporteringen af smittetilfælde i Kina, sagde Sveriges socialminister, Jakob Forssmed, på et pressemøde tidligere i dag.

Svergies beslutning om at indføre de skærpede krav, møder kritik fra den kinesiske ambassade i Stockholm, hvor man mener, det er diskriminerende overfor kinesere.

- Vi forstår, at Sverige træffer nødvendige forebyggelses- og kontrolforanstaltninger, men vi er imod foranstaltninger, der diskriminerer specifikke grupper, skriver en talsmand fra Kinas ambassade i Stockholm, Yan Zihao, i en mail til nyhedsbureauet, TT, ifølge Expressen.

- Vi modsætter os på det kraftigste disse foranstaltninger og beder de svenske myndigheder om at rette op på disse forkerte foranstaltninger, skriver talsmanden.

Tyskland

Lufthansa-fly ved Frankfurt lufthavn. (Foto: © Kai Pfaffenbach, Ritzau Scanpix)

Også Tyskland har i dag sagt, at man vil indføre nye restriktioner for rejsende fra Kina.

Fremover skal de som minimum have en kvik-test, når de ankommer til Tyskland. Derudover vil der være tilfældige kontrolprøver, og man vil også teste spildevand fra fly. Det siger landets sundhedsminister, Karl Lauterbach, i en udtalelse, skriver Reuters.

Hvornår, reglerne træder i kraft, er uvist.

Storbritannien og USA

Heathrow lufthavn ved London. (Foto: © Andy rain, Ritzau Scanpix)

I Storbritannien og USA er der fra i dag et krav om, at indrejsende fra Kina skal fremvise en negativ coronatest, der ikke må være mere end to døgn gammel.

Frankrig

Kinesiske rejsende ankommer til Roissy lufthavn nær Paris. (Foto: © Yoan Valat, Ritzau Scanpix)

Frankrig har indført samme regel som USA og Storbritannien: Et krav om at indrejsende fra Kina skal fremvise en negativ coronatest, der ikke må være mere end to døgn gammel. Derudover vil man lave PCR-test på tilfældigt udvalgte rejsende fra Kina, skriver Reuters.

Italien

Medicinsk personale er klar til at tage imod rejsende i Leonardo da Vinci lufthavn i Fiumicino nær Rom. (Foto: © Alessandra Tarantino, Associated Press)

Italien tester alle indrejsende fra Kina, når de ankommer til lufthavnen. Italien var desuden blandt de første lande i EU, der indførte testkrav for rejsende fra Kina.

Spanien

Adolfo Suarez Madrid-Barajas lufthavn i Spanien. (Foto: © Alberto Ortega, Associated Press)

Spanien fulgte hurtigt Italiens eksempel. Rejsende fra Kina til Spanien skal enten fremvise en negativ test eller vise, at de er fuldt vaccineret mod covid-19.

Indien, Sydkorea og Japan

Chennai lufthavn i Indien. (Foto: © IDREES MOHAMMED, Ritzau Scanpix)

Også Indien og Sydkorea siger, at passagerer fra Kina, men også Hongkong, Japan, Sydkorea og Thailand skal fremvise en negativ test.

Japan kræver en negativ test fra passagerere fra Kina ved ankomst. Er man positiv, skal man i syv dages karantæne

Derudover siger regeringscheferne fra Australien og Filippinerne ifølge Reuters, at man foreløbigt overvåger situationen, inden man indfører restriktioner.

Hvad med os?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde har bedt Statens Serum Institut (SSI) vurdere, om Danmark skal følge opfordringen fra EU.

I den forbindelse oplyser administrerende direktør hos SSI, Henrik Ullum, til DR:

- Statens Serum Institut har modtaget en bestilling fra Indenrigs- og sundhedsministeriet om at undersøge mulighederne for test omkring indrejsende fra Kina til Danmark. Vi er allerede i gang og i tæt kontakt med vores europæiske samarbejdspartnere for at finde de bedste løsninger, siger Henrik Ullum i et skriftligt citat.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)