Svensk statsminister: Der er ingen ubådsjagt

Sveriges statsminister Stefan Löfven maner til besindighed i forhold til eftersøgningen af et uidentificeret fartøj.

Sveriges statsminister Stefan Löfven afviser efter at møde med sin finske kollega, Alexander Stubb, at der foregår 'en ubådsjagt'. (Foto: © Reuters)

De svenske myndigheder fortsætter med at gennemtrawle skærgården ud for Stockholm i jagten på et uidentificeret fartøj, som ifølge massive spekulationer i svenske og internationale medier muligvis er en russisk mini-ubåd.

Nu har den svenske flåde indført en beskyttelseszone på 10 kilometer fra deres fartøjer, det betyder, at ingen civile både og skibe må komme indenfor den distance af et militært fartøj.

Et tv-hold fra SVT kom tidligere i dag til at bevæge sig ind i den beskyttelseszone.

- For lidt siden fik vi at vide, at vi skulle bevæge os længere ud, fordi vi kom for tæt på, siger SVT's reporter Stefan Åsberg, der befinder sig i eftersøgningsområdet.

Han har dog ikke haft held med at finde ud af, hvordan eftersøgningen nærmere skrider frem.

- Vi er i færd med at foretage en undersøgelsesoperation i Stockholms skærgård og tager de skridt, der skal til for at løse vores opgave. Men præcis hvad vi gør, og hvor, det kan jeg ikke fortælle, siger pressemedarbejder Mikael Abrahamsson fra det svenske forsvar til SVT.

Maner til besindighed

Den massive eftersøgning har skabt enorm opmærksomhed i både svenske og internationale medier. På de store svenske aviser og tv-stationers hjemmesider, ligger historien om jagten på den russiske mini-ubåd igen mandag i top alle steder. De mange spekulationer får nu Sveriges statsminister Stefan Löfven til at mane til besindighed.

- For det første, så foregår der ingen ubådsjagt, men en undersøgelsesoperation, fordi forsvaret har fået tre indberetninger, to om fredagen og en om søndagen. Hensigten er at finde ud af, hvad det egentlig er (for et fartøj, red.), det skal vi først finde ud af, siger Löfven ifølge Aftenposten.

Han er på sit første officielle statsbesøg, som i overensstemmelse med svensk tradition går til Finland. Han afviser på et pressemøde med den finske statsminister, Alexander Stubb, at naboen deltager i den nuværende operation.

- Vi er ikke klar over, hvad det mere specifikt drejer sig om, og det må vi først hitte rede på, inden vi kan gøre yderligere. Det er det sted, vi nu befinder os, og det er klart, at vi har talt om det. Jeg har informeret Alexander Stubb om, hvad vi ved, og han har selvfølgelig også spurgt ind til det, siger statsministeren.

Han understreger, at det svenske forsvar er i fuld stand til at løse opgaven.

Massiv efterforskning fortsætter

Efterforskningen efter den formodede russiske mini-ubåd blev sat i værk natten til lørdag, efter at det svenske forsvar havde modtaget oplysninger fra en 'troværdig kilde' om fremmed undervandsaktivitet i den svenske skærgård ud for Stockholm.

Siden har både hæren, flyvevåbnet og søværnet deltaget i eftersøgningen efter det uidentificerede fartøj. Flere private har taget billeder af det, der bredt betegnes som en russisk mini-ubåd.

Det russiske forsvarsministerium afviser dog, at det mystiske fartøj skulle være russisk. Der har ikke været 'nødsituationer eller ulykker med nogle af de russiske fartøjer', siger en talsmand til nyhedsbureauet Itar-Tass.

Det svenske forsvar siger til SVT, at eftersøgningen indtil videre fortsætter mandag og tirsdag, og at der derefter vil blive taget en ny beslutning om omfang.