Svensk politi om femte asylbrand på en uge: Det er svært at forhindre

Der er flere tegn på, at branden i en bygning i Skåne er påsat, lyder det fra den svenske redningstjeneste.

Branden på det tidligere plejehjem beskrives af vagthavende ved svensk politi som en mindre brand, skriver den svenske avis Aftonbladet. (Foto: © Mathias Valsgaard, DR)

Natten til tirsdag brød endnu en bygning tiltænkt indkvartering af flygtninge i brand i Sverige – denne gang i byen Oderljunga i Skåne.

Det var den femte formodede påsatte brand på en asylbolig på blot en uge, og politiet har svært ved at forhindre, at de sker.

Det fortæller Mia Sandgren, pressetalsmand for svensk politi, der anser branden som påsat.

- Man skal ikke bruge noget specielt for at antænde en brand, så det er svært at vide inden, forklarer hun til DR Nyheder.

Mia Sandgren fortæller dog, at svensk politi – i forlængelse af de mange formodede ildspåsættelser - forsøger at have et vist tilsyn med asylboligerne.

- Vi forsøger at forebygge og være synlige omkring boliger for flygtninge, siger hun.

Den svenske redningstjeneste bekræfter over for SVT, svensk tv, at der er fundet tegn på, at branden er påsat. Blandt andet er en rude knust i bygningens kælder, ligesom der lugter af benzin på stedet.

- Når man tænker på, hvad der hidtil er sket i landet, og på at vinduet er knust, er det let at mistænke den som værende påsat. Men det er et politispørgsmål at udrede brandårsagen, siger informationschef Daniel Sirensjö.

Politiet har ikke foretaget nogen anholdelser og har ingen mistænkte.