Politiet mistænker, at der er blevet begået et terrorangreb på Drottninggatan i den centrale del af Stockholm, hvor en lastbil påkørte en menneskemængde og dræbte mindst tre personer og sårede adskillige kort før klokken 15.
Det oplyser det svenske politi til Sveriges Radio, Aftonbladet og flere andre medier.
Politiet opfordrer på grund af terrormistanken befolkningen til at holde sig væk fra den centrale del af byen. De siger også, at der har været affyret skud, der har forbindelse til påkørslen.
Den svenske statsminister, Stefan Löfven, kalder også påkørslen for et angreb på et pressemøde, men bruger ikke ordet terror.
Øjenvidner: Lastbilen kørte ind i storcenter
Øjenvidner fortæller til Sveriges Radio, at lastbilen kørte ind i Åhlens Storcenter og ramte centerets udstillingsvindue.
Flere bevæbnede betjente, som stod ved stormagasinet Åhléns, begyndte at affyre skud. Samtidig begyndte folk at løbe, fortæller Aftonbladets journalist på stedet.
Alle metrostationer i Stockholm er lukket som en konsekvens af angrebet, oplyser det svenske nyhedsbureau TT.