Svensk niqab-forbud er ulovligt

Det var ulovligt, at en elev blev udelukket fra undervisning på et pædagogseminarium i Sverige, fordi hun bar niqab. Det har diskriminationsombudsmanden afgjort.

Det var ulovligt, da en svensk dagplejer-studerende blev udelukket fra undervisningen. fordi hun bar niqab. (Foto: © Scanpix/Stephane Mahe)

Sidste år blev en svensk dagplejerstuderende smidt ud fra sin uddannelse til børnehavepædagog på et pædagogseminarium i Stockholm, fordi hun bar den muslimske klædedragt niqab. Men det var ulovligt, har den svenske diskriminationsombudsmand nu afgjort.

Ingen generelle forbud

Den svenske diskriminationslov forpligter skolerne til at forsøge at undersøge hvert enkelt tilfælde grundigt, når det handler om en elevs religiøse overbevisning.

I sagen med den pædagogstuderende undersøgte seminariet ikke, om der reelt ville være problemer ved at bære niqab i undervisningen, og om de kunne løses, og det var ulovligt

- Det er et vigtigt signal i denne her afgørelse. At man ikke kan udstede generelle forbud uden først at se på hvilke muligheder der er for at løse de problemer, der kan opstå, siger Katri Linna til DR Nyheder.

Tildækning forbudt

På skolen er det forbudt for eleverne at have ansigtet tildækket, og derfor fik eleven besked på, at hun ikke kunne deltage i undervisningen, så længe hun bare niqab. Det fik eleven til at melde skolen til diskriminationsombudsmanden.

Fik lov til at deltage

Efter hun havde klaget til ombudsmanden fik eleven lov til at deltage i undervisningen, mens klagen blev behandlet, og derfor har diskriminationsombundsmand Katri Linna besluttet, at sagen ikke skal gå videre til domstolene.

Niqab er den muslimske klædedragt, der dækker hele ansigtet undtagen øjnene.