Svensk minister: Sverige kommer før Øresundsregionens pendlere

Københavns overborgmester har kritiseret den svenske id-kontrol for at true Øresundsregionen - men Sveriges behov kommer først, siger den svenske infrastrukturminister.

Sveriges infrastrukturminister, Anna Johansson, anerkender, at id-kontrollen medfører besvær og længere rejsetid for Øresundsregionens pendlere. (© SVT)

Det kan godt være, at den svenske id-kontrol skaber besvær for pendlerne i Øresundsregionen, men konsekvenserne ville have været lang større for Sverige, hvis den ikke var blevet indført.

Sådan lyder det fra den svenske infrastrukturminister, Anna Johansson (S), efter Københavns overborgmester, Frank Jensen, i dag har rettet skarp kritik mod den nye id-kontrol.

Han frygter, at 20 års koncentreret indsats for samarbejdet på tværs af de to lande risikerer at blive sat tilbage, når særligt pendlerne bliver ramt af id-kontrollen. Men den svenske regering har først og fremmest fokus på Sverige, lyder det fra den svenske minister.

- Øresundsregionen er jo vigtig både for Sverige og Danmark. Men lige nu er fokus for os, at vi bliver nødt til at sænke antallet af asylansøgere til Sverige, siger Anna Johansson til DR Nyheder.

- Vi er klar over, at det får svære konsekvenser for regionen, men vi har vurderet, at disse konsekvenser bliver mindre alvorlige, end dem som Sverige vil stå overfor, hvis vi ikke tager disse foranstaltninger.

Det vurderes, at kontrollen, der foretages af transportselsskabernes personale, vil komme til at koste DSB i omegnen af 20 millioner.

Samtidig har færgeselskabet HH Ferries meldt ud, at de agter at sagsøge den svenske stat, for at få dækket de ekstra udgifter.

Alligevel har det endnu ikke været aktuelt at diskutere, om Sverige skal dække merudgifterne, slår Anna Johansson fast.

- Vi har vurderet, at transportørerne har mulighed for at dække den ekstra udgift selv, siger hun og tilføjer, at Sverige vil følge situationen tæt.

Den svenske id-kontrol

  • Id-kontrollen er indført med virkning fra den 4. januar og seks måneder frem.

  • Kontrollen udføres af personalet hos de transportselsskaber, der fragter passagerer fra Danmark til Sverige.

  • Den svenske regering kan forlænge kontrollen i helt op til tre år, så længe det sker med tre ugers mellemrum.

  • Forlængelserne kan vare op til seks måneder.

  • Der ankommer lige nu omkring 2.000 flygtninge til Sverige om ugen.

  • 80 procent af Sveriges samlede antal flygtninge kommer via Danmark.

  • Danmark har i dag indført grænsekontrol i form af stikprøver ved grænsen mellem Danmark og Tyskland.