En stor it-skandale på den anden side af Øresund er under opsejling og kan i yderste konsekvens koste den svenske regering livet, lyder vurderingen i svenske medier.
- Vi kender endnu ikke omfanget af den her skandale. Men det er svært at tro andet, end at sagen kan koste en eller flere ministre posten, siger professor i statskundskab ved den svenske Försvarshögskolan Jan Hallenberg til Ritzau.
It-skandalen omhandler et muligt læk fra det svenske transporttilsyn, Transportstyrelsen (TS).
Det hele begyndte i foråret 2015, hvor Transportstyrelsen beslutter at udlicitere sin it-drift til IBM, som igen hyrer underleverandører – blandt andet i Tjekkiet.
Det er disse underleverandører, som ifølge SVT har haft adgang til personfølsomme oplysninger.
Kort tid efter besluttede styrelsens daværende generaldirektør, Maria Ågren, at der kunne afviges fra reglerne, som beskytter følsomme data. Blandt andet at de udenlandske it-teknikere ikke skulle gennemgå et baggrundstjek.
"Nøglerne til riget"
En ansat i Transportstyrelsen siger til SVT, at disse underleverandører i Tjekkiet har "fået nøglerne til riget", da de var i stand til at få adgang, kopiere og distribuere dataen. Herunder billeder af alle svenskere med kørekort og adresser samt følsomme infrastrukturoplysninger om broer, metro, veje og havne i Sverige.
Og hverken den svenske efterretningstjeneste, Säpo, eller den svenske transportstyrelse har kunnet kontrollere hvilke personer, der har haft adgang til det følsomme materiale.
Den svenske journalist Malin Crona fra SVT har fulgt sagen tæt, og hun forklarer, at det mulige læk kan få store konsekvenser for mange svenskeres liv.
- Jeg har talt med kvinder, som lever med hemmelige identiteter, fordi de frygter for deres liv og er under en konstant trussel fra deres eksmænd eller ekskærester. De er meget bange for at deres nye identitet og adresse kan blive kendt på grund af lækket.
- Det kan få store konsekvenser for mange kvinder, men også for folk i politiet og militæret, der har fået tildelt hemmelig identitet, siger hun.
Svenske myndigheder har endnu ikke oplyst, om de kender til, at de tilgængelige følsomme oplysninger er havnet i hænderne hos andre virksomheder eller lande.
Mulige ministerfyringer
I januar gik generaldirektøren i Transportstyrelsen, Maria Ågren, af. Det skete, uden at den svenske regering ønskede at kommentere årsagen.
Men den 6. juli kom det frem, at Ågren havde erkendt et brud på reglerne om håndtering af data. Hun modtog i den forbindelse en bøde på 70.000 svenske kroner.
Flere ministre er også havnet i fedtefadet, da det er kommet frem, at flere af regeringens ministre har kendt til det mulige læk i lang tiden uden at informere Riksdagen eller befolkningen om det.
- Det er en meget alvorlig sag for den svenske regering – specielt nu hvor man ved, at flere ministre i regeringen vidste det, siger Malin Crona.
Pressemøde klokken 15
Oppositionspartierne har allerede været på banen med et muligt mistillidsvotum mod regeringen, men det sker ikke inden for de næste par dage, vurderer Malin Crona fra SVT.
- Jeg tror, at de venter med at stille et mistillidsvotum mod regeringen lidt endnu. De venter, indtil de hører, hvad Stefan Löfven har at sige på sit pressemøde senere i dag. Derudover vil der være flere møder i Riksdagen, hvor man skal finde ud af, hvilken slags information som muligvis er sluppet ud, siger hun.
Statsminister Stefan Löfvens afholder pressemøde klokken 15, hvor han får selskab af repræsentanter fra Transportstyrelsen, Sikkerhedspolitiet og det svenske forsvar.