Svensk højreorienteret parti laver avisannonce for at holde flygtninge væk

Sverigesdemokraterne planlægger en egenfinansieret annonce i udenlandske aviser, der skal få flygtninge til at holde sig væk fra Sverige.

Sverigedemokraternes formand Jimmie Åkesson siger, at Sverige står over en katastrofe som følge af flygtningestrømmen. (© Sverigedemokraterna)

En annoncekampagne rettet direkte mod flygtninge i Tyrkiet, Jordan og Libanon skal nu gøre det så uattraktivt at komme til Sverige, at de dropper at tage til det nordiske land.

Det er det højreorienterede parti Sverigesdemokraterne, der står bag en kommende annonce, skriver SVT.

- Det handler om signalpolitik. De skal få et billede af telte, sne og kulde - og at der ikke findes nogen hjælp at få, for vi kan ikke fortsætte, som vi gør, siger Sverigedemokraternes migrationspolitiske ordfører, Paula Bieler, ved en pressekonference torsdag.

Partiet planlægger en egenfinansieret annoncekampegne i flere udenlandske medier, lyder meldingen på pressemødet, der netop omhandlede flygtningesituationen.

- Vi står over for den største katastrofe, som det svenske sammenhold har oplevet i moderne tid, lød det fra partileder Jimmie Åkesson.

Lige nu søger 1.500 mennesker dagligt om asyl i Sverige, og indtil videre har 90.000 mennesker søgt asyl i landet i år.

Hvis annoncen bliver en realitet, vil partiet lægge sig i slipstrømmen af den danske regering, der tilbage i september fik trykt en annonce i libanesiske aviser.

Her advarede regeringen potentielle flygtninge og migranter om, at det er endog meget svært at få asyl i Danmark.