Et billede af et hvidt objekt i den stockholmske skærgård er gået verden rundt.
Billedet forestiller angiveligt det fartøj, som det svenske forsvar har ledt efter siden fredag. Iagttagere og eksperter i svenske og internationale medier har de seneste dage spekuleret i, at der kan være tale en russisk mini-ubåd.
Billedet udgør et af de bedste beviser for, at der kan være tale om en ubåd, og det svenske forsvar oplyste søndag, at billedet blev taget af en privat person på Jungfrufjärden uden for Daralö, som ligger syd for Stockholm.
Urigetige oplysninger
Den statslige svenske tv-kanal SVT har mandagen igennem forsøgt at finde stedet - dog uden held. Og mandag aften har det svenske forsvar indrømmet, at oplysningerne var løgn.
- Det sted, vi først oplyste, var forkert, fordi vi ikke ville hjælpe fremmede magter, og objektet blev i virkeligheden set et andet sted i området, oplyser det svenske forsvars pressechef Philip Simmons til SVT.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5443ef0da11f9d1130c50cd3
Billedet er gået verden rundt, og forsvaret erkender, at man burde have håndteret sagen på en anden måde.
- Dette burde vi have været mere tydelige omkring, lyder det fra pressechefen.
Philip Simmons fastholder over for Svenska Dagbladet, at man ikke ønsker at være for eksakt omkring data, da eftersøgningsarbejdet fortsat er i gang.
Naturligt træk
At det svenske forsvar har givet urigtige oplysninger kommer ikke bag på forsvarsekspert Ola Tunander.
- Jeg tror næsten, at det er rutine for forsvaret, at man lyver om sådanne ting. De gør det for, at fremmede magter ikke skal kunne læse sig frem til, hvilke informationer de svenske myndigheder ligger inde med, forklarer professoren til VG.
Han har blandt andet udgivet flere bøger om ubådsaktiviteter i Sverige under den kolde krig.
Fortsætter tirsdag
Over for den svenske avis Aftonbladet har fotografen, der tog billedet, mandag forklaret, at han er ganske overbevist om, at der var tale om en ubåd.
Marinefartøjer og helikoptere fortsætter tirsdag deres eftersøgningsarbejde.
Rusland har indtil nu afvist ethvert kendskab til, at en russisk ubåd skulle befinde sig i svensk farvand. I stedet har en embedsmand i det russiske forsvarsministerium henvist til, at der kan være tale om en hollandsk ubåd.