Det er formentlig ligene af en svensk og en amerikansk FN-ekspert, der er fundet i en grav i Den Demokratiske Republik Congo.
Det oplyser regeringen i det centralafrikanske land tirsdag.
Indbyggere fra en landsby i Kasai Central-regionen fandt i alt tre lig ikke langt fra det område, hvor eksperterne blev bortført tidligere på måneden, meddeler regeringen.
Det tredje lig er ifølge regeringen en congolesisk tolk, som de to FN-ansatte havde hyret.
FN har endnu ikke bekræftet, at det er de to forsvundne eksperter, der nu er fundet dræbt, skriver Reuters.
Faren til den amerikaner, som menes at være en af de dræbte, skriver i en opdatering på Facebook, at der er "stor sandsynlighed" for, at det er dem.
- Dette er en besked, jeg havde håbet aldrig at skrive, lyder det fra amerikanerens far, der tilføjer, at identiteten på de døde nu skal fastslås ved hjælp af dna-test og analyse af deres tænder.
Foruden de to udenlandske FN-eksperter var der i alt fire congolesiske medhjælpere, da de forsvandt i området.
Den svenske FN-ekspert og hendes amerikanske kollega skulle overvåge sanktionerne mod landet og rapportere tilbage til FN's Sikkerhedsråd.
Men de skulle også undersøge mistanker om, at congolesiske soldater havde begået krigsforbrydelser.
Den pågældende provins har været præget af vold, siden regeringsstyrker i august dræbte en lokal militsleder, der har gjort oprør mod præsident Joseph Kabilas regering.
Hundredvis af mennesker er døde i de efterfølgende uroligheder.
/ritzau/TT