De har i månedsvis været i totterne på hinanden.
Men under den amerikanske præsident, Donald Trumps, netop overståede besøg i Paris var der fred og fordragelighed mellem ham og den franske præsident, Emmanuel Macron.
Begge præsidenter havde nemlig store interesser i, at mødet skulle gå glat, fortæller DR's korrespondent i Frankrig, Stéphanie Surrugue.
- Donald Trump får det ud af mødet, at han kan minde amerikanerne om, at USA siden 1. verdenskrig har været Europas storebror og stærke hjælper, siger hun.
De to statsoverhoveders møde faldt på 100 året for dagen, hvor USA gik ind i 1. Verdenskrig
- Det passer glimrende ind i hans kommunikationsstrategi, som bekendt er 'Make America Great Again' (gør USA stor igen, red.)
Den franske præsident ønskede omvendt at minde USA om, at Frankrig er en militær stormagt - målt ud fra europæiske standarder - som skal tages alvorligt.
- Dette er vigtigt for Macron, som ikke har lagt skjul på, at han har store internationale ambitioner på Frankrigs og Europas vegne, siger Stéphanie Surrugue.
Venskabeligt håndtryk
Ifølge korrespondenten har de to lande kortlagt, hvor de har fælles interesser på den internationale scene.
Nu ønsker de at understrege den forstærkede alliance mellem de to nationer både militært og sikkerhedspolitisk.
De to statsoverhoveders hårde og intense håndtryk i maj fik stor opmærksomhed i medier verden over.
- Folk taler i dag meget om det gruppehåndtryk, de to præsidenter og deres hustruer gav hinanden tidligere på dagen ved foden af Triumf-buen, fortæller Stéphanie Surrugue.
- Håndtrykket var langt – men denne gang venskabeligt – og skulle klart vise, at de to præsidenter nu står tættere, end før Trump ankom til Paris.
Her henviser Stéphanie Surrugue til det knap så venskabelige håndtryk, Macron og Trump gav hinanden, sidst de mødtes i slutningen af maj.
Her trykkede den franske præsident Donald Trumps hånd så hårdt og længe, at den amerikanske præsident forgæves forsøgte at undslippe og fik hvide knoer.