EU's vaccine-strategi er hårdt medtaget, efter at medicinalfirmaet AstraZeneca i fredags meddelte, at det kun kan levere en brøkdel af de vacciner, som det ellers havde lovet EU i den kommende tid.
AstraZeneca selv forklarer de manglende leverancer, der blev mødt med stor forundring i hele EU, med produktionsproblemer ved selskabets produktionsanlæg i EU.
- Det er ingen nem opgave. Især ikke i denne tidlige fase, hvor man virkelig skal løse alle mulige forskellige problemer, forklarede administrerende direktør Pascal Soriot i et interview med den italienske avis La Repubblica.
Men hverken Europa-Kommissionen eller EU’s medlemslande tror på den forklaring. De mistænker i stedet AstraZeneca for at have solgt det lager af covid-19 vacciner, som selskabet på forhånd har modtaget milliarder fra EU-kassen for at producere til medlemslandene.
- Jeg beder nu AstraZeneca om at leve op til sine kontraktmæssige, samfundsmæssige og moralske forpligtelser, lød det her til eftermiddag fra EU’s sundhedskommissær, Stella Kyriakides.
Solgt til andre lande
Aftalen mellem EU og den britisk-svenske medicinalkoncern blev indgået i slutningen af august sidste år, og den indebærer blandt andet, at selskabet skal levere flere end 100 millioner doser inden udgangen af marts. Og så sent som i december bekræftede AstraZeneca den aftale.
Europa-Kommissionen har støttet AstraZeneca med knap 2,5 milliarder kroner, som blandt andet skulle bruges på at sikre, at fabrikkerne var klar til at producere vaccinedoser.
- Vi investerede ikke i virksomheden med den antagelse, at den ikke ville være i stand til at producere doserne på forhånd, understregede sundhedskommissæren.
Men i stedet for løbende at opbygge et lager i EU, har AstraZeneca eksporteret corona-vaccine produceret i EU til andre lande. Blandt andet vaccinerede Storbritannien i december fire millioner briter med doser, som var blevet produceret på firmaets fabrikker i Belgien og Holland.
Og nu, to dage inden at Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) efter planen skal vurdere, om den kan tages i brug i EU, mangler der vacciner.
Skal levere fra britiske fabrikker
Derfor kræver EU-landene og EU-Kommissionen nu, at AstraZeneca begynder at levere vacciner til EU fra firmaets to fabrikker i Storbritannien.
I kontrakten fremgår det nemlig, at medicinalfirmaet har lovet EU-landene at levere coronavacciner fra fire fabrikker. Og en højtstående EU-kilde fortæller, at det endda fremgår, hvilke fabrikker firmaet først og fremmest vil levere vaccinerne fra – nemlig selskabets to fabrikker i Storbritannien. Derudover vil der også blive leveret fra en fabrik i Belgien og en fabrik i Holland.
- Lad mig sige det klart, der er intet hierarki, når det kommer til fabrikkerne, sagde kommissæren.
Det står dog i skærende kontrast til den melding, som firmaets administrerende direktør kom med i interviewet med den italienske avis. Her fastholdt Pascal Soriot, at selskabet ikke kunne levere doserne, fordi der var problemer med produktionen på fabrikkerne i EU - og at EU-landene ikke kan få vacciner fra AstraZeneca-fabrikkerne i Storbritannien, fordi selskabet først skal levere de vacciner, som er blevet solgt til den britiske regering.
Ifølge Pascal Soriot indgik den britiske regering sin aftale med AstraZeneca tre måneder før EU-landene. Men den først-til-mølle-tankegang køber Europa-Kommissionen ikke.
- Det virker måske hos den lokale slagter, men ikke i vores kontrakter, sagde sundhedskommissæren og tilføjede, at det ikke står skrevet i kontrakterne, at briterne står forrest, blot fordi de indgik aftalen med AstraZeneca før EU.
Johnson advarer mod eksportforbud
AstraZeneca var den første producent, som EU-landene indgik en vaccinekontrakt med.
Hvis den bliver godkendt af EMA på fredag – og hvis Europa-Kommissionen efterfølgende giver den en betinget markedsføringstilladelse i unionen – vil medlemslandene ifølge Pascal Soriot modtage tre millioner doser i umiddelbar forlængelse af det og 17 millioner inden udgangen af februar.
Men det er ikke nok, og derfor håber Europa-Kommissionen og medlemslandene, at AstraZeneca kan komme med en god og troværdig forklaring på forsinkelserne her til aften, når de alle skal mødes og diskutere striden. Og sundhedskommisæren forventer, at AstraZeneca vil levere alle oplysninger, så ”vi kan få genopbygget tilliden”.
- Vi står midt i en pandemi, hvor vi mister menneskeliv hver eneste dag, sagde Stella Kyriakides.
Spørgsmålet er dog, om tillid er nok, for tidligere på ugen foreslog Europa-Kommissionen, at der bliver indført eksportkontrol af alle covid-19-producenter, som sælger produkter til lande uden for unionen.
Det skal ifølge en kommissionstalsmand sikre ’gennemsigtighed’ med eksporten, så alle landene kan se, hvad eksempelvis AstraZeneca sælger til omverdenen – heriblandt Storbritannien.
Men den tyske regering har blandt andet luftet ideen om et reelt eksportforbud af vaccinedoser fra EU. Og det fik i går den britiske premierminister, Boris Johnson, til at advare mod et forbud.
- Udviklingen af disse vacciner har været et vidunderligt eksempel på multinationalt samarbejde, og jeg mener, det er en af de ting, hele verden bliver nødt til at lære af denne pandimi, og det er behovet for at samarbejde og sikre os, at vi kan gøre tingene sammen, og at vi forstår, hvordan vi sammen kan bekæmpe disse pandemier, sagde han ifølge Politico.
Den danske regering ønsker endnu ikke at kommentere stride med AstraZeneca. Men den har ikke lagt skjul på, at den er stærkt utilfreds med forsinkelserne i leverancerne.
- Der er ingen tvivl om, at EU i denne uge er begyndt at skrue bissen på, og det er på tide. Danmark har presset på for, at det skulle ske, og det sker nu. Det er tilfredsstillende, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).