- We. Are. Coming.
Sådan lyder den kryptiske melding fra Michael Avenatti, der er advokat for den tidligere pornoskuespiller Stormy Daniels, på Twitter tidligt onsdag morgen.
Stormy Daniels hævder, at hun havde en affære med Donald Trump tilbage i 2006 – noget som præsidenten selv afviser.
Kort inden præsidentvalget i 2016, hvor Donald Trump var den republikanske kandidat, var hun klar til at sælge sin historie til pressen.
For at undgå det indgik Trumps advokat, Michael Cohen, på vegne af Donald Trump en fortrolighedsaftale med Stormy Daniels: Hun fik 130.000 dollar for at holde mund.
Fortjener taknemmelighed
I aftes erklærede Michael Cohen, som ikke længere er advokat for Trump, i retten i New York sig skyldig i banksvindel og ulovlige kampagnedonationer – herunder at Donald Trump beordrede ham til at betale Stormy Daniels og en anden kvinde for at tie om deres påståede affærer med den daværende præsidentkandidat.
Og næppe var nyheden ude i verdens medier, før Stormy Daniels advokat røg til tasterne på Twitter:
- Vi vil gøre en ende denne præsident på den ene eller den anden måde, lyder meldingen fra Avenatti med direkte henvisning til Trump.
Til tv-stationen MSNBC uddyber han:
- Min klient fortjener stor taknemmelighed fra mange. Hun har udvist stort mod i løbet af de sidste fem til seks måneder.
Hans udfald mod Trump fortsætter på CNN:
- Trumps fingeraftryk er "over det hele" i sagen om Michael Cohens overtrædelser ulovlige kampagnedonationer.
- Præsidenten er i store problemer, og vi kommer efter ham. Jeg siger det rent ud: Vi kommer efter ham, lyder det Avenatti ifølge CNN.
Ser frem til en undskyldning
Og sammen med Stormy Daniels opfordrer han Trump til at fortælle, ”hvad han vidste, hvornår han vidste det, og hvad han gjorde ved det".
Det skriver The Guardian, der også citerer Stormy Daniels selv for at sige hun og Avenatti nu ser frem til undskyldninger "fra de mennesker, der hævdede, at vi havde gjort noget forkert."
Hele den spegede sag startede tilbage i 2006. Her mødte Stormy Daniels, der har det borgerlige navn Stephanie Clifford, Donald Trump. Ifølge Stormy Daniels indleder de en affære, som fortsætter ind i 2007.
Trump afviser at kende til pengene
I 2016 bragede den amerikanske pæsidentvalgkamp afsted, og Stormy Daniels forsøgte at sælge sin historie om affæren med Trump til pressen. Det skete i august, men i oktober - altså et par måneder senere - indgik hun en fortrolighedsaftale med Donald Trump gennem hans personlige advokat, Michael Cohen. Advokaten overførte 130.000 dollar til Stormy Daniels.
8. november vandt Donald Trump valget.
I starten af 2018 begyndte medierne at skrive om fortrolighedsaftalen, og Michael Cohen anerkendte, at han "af egen lomme" havde betalt pengene til pornostjernen.
I marts tilbød Stormy Daniels at betale de 130.000 dollars tilbage, hvis hun kunne få fortrolighedsaftalen annulleret, og kort efter fortalte hun om affæren i programmet "60 Minutes". Trump afviste stadig, at han kendte noget til pengene overhovedet.
I programmet fortalte Stormy Daniels også, at hun var blevet truet til tavshed af en ukendt mand på en parkeringsplads.
FBI ransagede Michael Cohens kontor, hotelværelse og hjem, og ifølge The New York Times er de blandt andet på jagt efter dokumenter om Stormy Daniels-betalingen.
Og i aftes i retten i New York erkendte han sig så skyldig i banksvindel og ulovlige kampagnedonationer – herunder at Donald Trump beordrede ham til at betale Stormy Daniels og en anden kvinde for at tie om deres påståede affærer med Trump.
Også den tidligere Playboymodel Karen McDougal har modtaget en betaling på 150.000 dollar.
Michael Cohen har indgået en aftale med anklagemyndigheden for at få en nedsat straf.