Udenrigsministrene fra USA og Rusland, John Kerry og Sergej Lavrov, mødes lørdag for at se på, om det er muligt med en ny våbenhvile i Syrien.
Forhandlingerne finder sted i Lausanne i Schweiz.
Men allerede inden mødet er gået i gang, nedtoner Lavrov forventningerne til et muligt gennembrud.
Udenrigsministeren siger til russiske nyhedsbureauer, at han ikke har "særlige forventninger" til den seneste diplomatiske indsats.
En førende syrisk oppositionsgruppe, Den Nationale Koalition, kritiserer forhandlingerne, der finder sted, mens styrets kampfly bomber Aleppo.
Forhandlingerne "vil kun føre til mere spildtid, yderligere udsættelse og udgydelsen af mere syrisk blod," siger næstformanden i Den Nationale Koalition, Abdal Ahad Stefo.
Mangler mad og medicin
Flere store hjælpeorganisationer har udsendt en fælles appel om at få indført en våbenhvile for det østlige Aleppo, som gælder i mindst 72 timer.
- Det kan give mulighed for at evakuere de syge og sårede og få mad og medicin ind i det belejrede område, lyder det i meddelelsen fra Red Barnet, Røde Kors, Oxfam og den norske Flyktninghjelpen.
Ved forhandlingerne i Lausanne lørdag deltager også FN's særlige udsending, Staffan de Mistura, og repræsentanter for Tyrkiet, Saudi-Arabien og Qatar.
Våbenhvilen, som USA og Rusland tidligere har forhandlet på plads og som trådte i kraft i september, varede kun en uge.
Derefter fortsatte bombardementerne af de oprørskontrollerede dele af storbyen Aleppo med tilsyneladende øget styrke.
Den blodige offensiv har fået vestlige lande til at rette en skarp kritik mod russiske og syriske styrker, som USA beskylder for krigsforbrydelser.
/ritzau/AFP