Storbritannien tjekker for ebola i lufthavne

Forbedrede screeninger vil blive indført øjeblikkeligt i Heathrow, Gatwick og ved Eurostar togterminaler.

Også her i JFK-lufthavnen i New York bliver de rejsende fra de hårdest ramte ebola-lande screenet. (Foto: © JUSTIN LANE, Scanpix)

Storbritannien siger, at det vil begynde at foretage forbedrede screeninger i kampen mod ebola - blandt andet ved lægeundersøgelser af rejsende fra Vestafrika - i lufthavnene Heathrow og Gatwick og ved Eurostar jernbaneterminaler.

- Forbedrede screeninger vil blive indført øjeblikkeligt i London-lufthavnene Heathrow og Gatwick, og ved Eurostar togterminaler, hedder det i en erklæring fra den britiske regering.

Meddelelsen kommer efter, at fem amerikanske lufthavne har besluttet at begynde at tage temperaturen på passagerer, der ankommer fra Vestafrika.

- Langt de fleste af de rejsende, der kommer fra Guinea, Liberia og Sierra Leone, de tre lande, der er hårdest ramt af epidemien, vil blive screenet fra weekenden, sagde talsmanden for Det Hvide Hus, James Earnest, onsdag.

Næsten 4000 døde

De lufthavne, der indfører screeningen, er John F. Kennedy International i New York, Washington Dulles International, Chicago OHare International, Hartsfield-Jackson Atlanta International og Newark Liberty International i New Jersey.

Tilsammen udgør de fem knudepunkter destinationen for 94 procent af de folk, der rejser til USA fra de tre hårdest ramte lande.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, anslår, at ebola har dræbt over 3800 mennesker i det vestlige Afrika.

Spansk sygeplejerske har det værre

En spansk sygeplejerske, der er blevet diagnosticeret med ebola, var torsdag aften i alvorlig fare for at dø, da hendes tilstand blev forværret, oplyser myndighederne i Madrid.

- Hendes tilstand er forværret, siger en talskvinde for hospitalet, hvor sygeplejersken Teresa Romero, 44 år, er indlagt.

Kvinden har en mistanke om, at smitten er overført via de beskyttelseshandsker, som er en del af sikkerhedsudstyret for sundhedsarbejdere, der omgås ebolapatienter. Hun var i sidste måned med til at behandle en præst i Madrid, der var hjemsendt fra Sierra Leone og efterfølgende døde af ebola.

Syv mennesker er isoleret i Madrid og bliver observeret for sygdommen, efter at de har været i kontakt med kvinden.

I et tegn på, at sygdommen kan være andre steder i Europa, er en britisk mand, der var under mistanke for at være blevet smittet, torsdag død i Makedonien.

/ritzau/Reuters

BILLEDER Europas hospitaler forbereder sig på ebola-udbrud.

  • Frivillige forbereder sig på et sygeplejekursus til håndtering af smitsomme sygdomme på Bernhard-Nocht-Instituttet i Hamburg, Tyskland. (Foto: © Fabian Bimmer, Scanpix)
  • Ebola blev opdaget første gang i 1970'erne. (Foto: © Florian Plaucher, Scanpix)
  • Den første norske ebola-smittede ankommer til Oslo Universitetshospital den 7. oktober 2014. (Foto: © Terje Pedersen, Scanpix)
  • Lægerne og sygeplejerskene, der passer de ebola-smittede, skal have helt specielle dragter på, hvor de ikke risikerer at komme i direkte kontakt med en smittet. (Foto: © Fabian Bimmer, Scanpix)
  • I Aldershot i England bliver 22 sygeplejersker og militærfolk briefet, før de skal sendes til Sierra Leone for at hjælpe til mod ebola-udbruddet i landet. (Foto: © Graham Harrison, Scanpix)
  • Og der er brug for hjælp på hospitalerne i de ramte lande. Her i Foredugu i det nordlige Sierra Leone mangler de plads på hospitalerne, og smittede er derfor nødt til at ligge udenfor. (Foto: © Florian Plaucher, Scanpix)
  • Det britiske militærs træningsfaciliteter, hvor de bliver oplært i håndteringen af ebola. (Foto: © Graham Harrison, Scanpix)
  • En blodprøve fra en ebola-patient skal håndteres meget forsigtigt, da virussen smitter mellem mennesker ved kontakt med kropsvæsker som blod, sæd, spyt og opkast. (Foto: © Graham Harrison, Scanpix)
  • Et specialiceret ebola-team rengør en patients hus for at undgå yderligere udbredelse af virussen. (Foto: © Florian plaucher, Scanpix)
  • Udbruddet har primært ramt de vestafrikanske lande Liberia, Sierra Leone og Guinea, og indtil videre er 7.000 mennesker smittet med ebola, og 3.000 har mistet livet. (Foto: © Florian Plaucher, Scanpix)
1 / 10