Storbrand pulveriserer fransk lejr med 1500 migranter og flygtninge

Ifølge øjenvidner var optakten til brand i fransk migrant- og flygtningelejr et slagsmål mellem kurdere og afghanere.

Migranterne og flygtningene er blevet evakueret fra lejren, og de vil blive genhuset midlertidigt. (Foto: © pascal rossignol, Scanpix)

En meget stor brand, der formentlig er påsat, har næsten raseret en migrant- og flygtningelejr nær den nordfranske by Dunkirk.

Det skete efter et stort slagsmål mellem nogle af lejrens 1500 beboere. Mindst 10 er såret.

Størstedelen af lejrens beboere var kurdere, og det var folk fra denne gruppe, der ifølge øjenvidner var kommet i slagsmål med afghanere.

Lejren var pakket med små træhytter til beboerne.

- Der er intet andet tilbage end en bunke aske, siger Michel Lalande, der er præfekt i Frankrigs nordlige region.

Brandfolk fortsatte natten til tirsdag i timevis med at bekæmpe branden. Flammerne kunne se fra mange kilometers afstand. De fleste af de 300 hytter i lejren er ødelagt.

- Det bliver umuligt at føre hytterne tilbage til det, de var før, konstaterer Lalande.

Migranterne og flygtningene er blevet evakueret fra lejren, og de vil blive genhuset midlertidigt, fortæller præfekten.

Der er gjort to skoler klar til at modtage migranterne i forstaden Grande-Synthe, hvor den nedbrændte lejr ligger.

/ritzau/AFP