Stor politiaktion i New York: Mistænkelig pakke sendt til Robert de Niro

Pakker sendt til både Robert de Niro og tidligere vicepræsident Joe Biden.

Ifølge tv-stationen CNN er en mistænkelig pakke sendt til skuespilleren Robert de Niros firma på Manhattan i New York City. (Foto: © Carlo Allegri, Scanpix)

Tidligt i morges ankom patruljevogne fra New York Police Department til skuespilleren Robert de Niros firma i TriBeCa-kvarteret på Manhattan.

Ifølge tv-stationen CNN var en mistænkelig pakke sendt til de Niro, der er kendt fra film som Raging Bull, Taxi Driver og Meet the Parents.

Se pakken her.

En lignende pakke er også blevet sendt til den tidligere demokratiske vicepræsident Joe Biden, siger politikilder ifølge flere amerikanske medier. Denne pakke blev opdaget på et postkontor i staten Delaware, hvor Biden bor og tidligere var senator.

Pakken til Robert de Niro er nu kørt væk af politiets bomberyddere til en afdeling i bydelen Bronx.

New York Police Department bekræfter på Twitter, at der har været en mistænkelig pakke, og at den nu er fjernet. Det er endnu uvist, hvad der er i pakken.

To unavngivne politikilder siger ifølge CNN, at pakken blev fundet på syvende etage i den bygning, hvor Niros firma TriBeCa Productions holder til. Bygningen blev evakueret, men er nu åbnet igen.

Ligner andre brevbomber

Ifølge CNN fortæller politikilderne, at pakken ligner andre pakker med rørbomber, der de seneste dage er sendt til en række fremtrædende demokrater, heriblandt tidligere senator og præsidentkandidat Hillary Clinton og tidligere præsident Barack Obama.

Robert de Niro modtog stående ovationer under Tony Awards i juni, da han sagde "Fuck Trump" i en takketale.

- Det er ikke længere "ned med Trump", men "fuck Trump", sagde de Niro på scenen i Radio City Music Hall på Manhattan.

Amerikanske forbundspoliti FBI spørger nu efter hjælp på Twitter, for at opklare hvem der er afsender af de mystiske brevbomber.