Rettelse: Tidligere i artiklen fremgik det, at mindst 11 palæstinensere havde mistet livet i forbindelse med de militære operationer. Det er nu rettet til mindst ni.
Indtil videre har mindst ni palæstinensere mistet livet, efter at Israel hen over natten har udført flere militære operationer på den besatte Vestbred.
Det siger de palæstinensiske sundhedsmyndigheder ifølge BBC.
Mindst fire byer i den nordlige del af Vestbredden er omfattet af operationerne, herunder flygtningelejren Far'a tæt på byen Tubas.
Selv siger en talsmand for det israelske militær på Telegram, at operationerne er gennemført med det formål at bekæmpe terror.
DR's internationale korrespondent Steffen Kretz beskriver de militære operationer som omfattende.
- Det er den voldsomste aktion meget længe på Vestbredden. Der har været israelske militæroperationer der i månedsvis, og de er blevet intensiveret, mens krigen i Gaza har stået på.
Vil forhindre en østlig front
Flere medier rapporterer om mange soldater på jorden, droneangreb og bulldozere ved byerne.
Derudover er der også meldinger om, at vejene ind til Jenin er blevet lukket ned.
- Israel siger, at militærets mål har været militante palæstinensiske grupper og ledere af de grupper. Israelske soldater er også til stede med bulldozere flere steder, som ødelægger veje og infrastruktur. Det viser tv-billeder fra området, siger Steffen Kretz.
Israels udenrigsminister, Israel Katz, skriver på X, at operationerne er iværksat, fordi Iran forsøger at etablere en østlig front mod Israel på Vestbredden.
- Vores hær arbejder hårdt i Jenin- og Tulkarem-lejrene for at afvikle den islamisk-iranske infrastruktur, der er blevet etableret der.
- Iran forsøger at oprette en østfront mod Israel på Vestbredden, svarende til modellen i Gaza og Libanon, ved at finansiere og bevæbne terrorister og smugle avancerede våben fra Jordan, skriver udenrigsministeren på X.
I skrivende stund har der endnu ikke været nogle kommentarer fra palæstinensiske myndigheder angående Israels militære operationer.