Stilhed før fredagsbønnen i Jerusalem

Dagen er blevet udråbt til 'Vredens Dag' af den islamistiske og militante gruppe Hamas.

AFP PHOTO / THOMAS COEX (Foto: © Thomas coex, Scanpix)

Der har været stille i Jerusalem i nat og her til morgen – overraskende stille, fortæller DRs korrespondent Steffen Kretz, der befinder sig i byen.

- Lige nu er der helt roligt her i den østlige del af Jerusalem.

Nu venter folk i spænding på, om de palæstinensiske muslimers fredagsbøn også forløber sig stille og roligt. Dagen er nemlig blevet udråbt til ’Vredens Dag’ af den palæstinensiske islamistiske organisation Hamas, der også har opfordret til en ny intifada.

- Det er formentlig stilhed for stormen, fordi der er fredagsbøn og folk dermed har fri og der derfor er flere, der kan deltage i demonstrationerne. Man forventer sammenstød i flere områder, lyder det fra Steffen Kretz.

I Gaza håber man roen holder

I Gaza håber mange på, at dagens demonstrationer ikke udvikler sig voldeligt, fortæller Lisa Henry, landedirektør for Israel-Palæstina hos Folkekirkens Nødhjælp. Hun har været på en to-dages tur til Gaza og vendte tilbage til Jerusalem sent i torsdag aften.

- Især de kvindelige ledere som vi talt med håber, at man kan holde på roen, og at der ikke vil være en voldelige respons i dag.

Men samtidig er folk i tvivl om Donald Trumps indblanding skaber så stor frustration, at folk går på gaden efter fredagsbønnen.

- Det kan være det, der får folk til at gå gaden, og der kan være mere vold, siger Lisa Henry.

Voldelige sammenstød de foregående dage

Der har været sammenstød mellem palæstinensiske demonstranter og israelsk politi, siden Donald Trump i forgårs annoncerede, at USA flytter sin ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem.

Beslutningen er kontroversiel, fordi man mener, at den amerikanske præsident dermed anerkender, at Israel har eneret til byen, der er yderst hellig for både muslimer og jøder.

I går kom mindst 31 personer til skade, da det israelske militær blandt andet skød med gummikugler mod palæstinensiske demonstranter på Vestbredden og i Gazastriben.

Senere i dag mødes FN’s sikkerhedsråd for at diskutere amerikanernes beslutning om at flytte ambassaden.

Otte nationer har anmodet om mødet, heriblandt Sverige og Storbritannien.