- Toget er aflyst. Toget er aflyst. Toget er aflyst.
Budskabet går igen fra banegård til banegård over hele Frankrig i dag. Et budskab, der måske nok er både kort og hverdagsbanalt, men tag ikke fejl: Det er et budskab, der kan knække præsidenter. Det er set før.
Udmattelseskrigen er i gang
De franske statsbaner, SNCF, har erklæret udmattelseskrig mod præsident Emmanuel Macron. En sindrig strejkeplan for de kommende tre måneder vil flere dage om ugen lamme store dele af den franske infrastruktur.
Det er modsvaret til den reformivrige præsidents planer om at liberalisere SNCF – et modsvar, der kommer til at teste Emmanuel Macrons viljestyrke, politiske snilde og ikke mindst hans popularitet i befolkningen.
Årsagen? Macron vil gøre det, som flere af hans forgængere har forsøgt uden held: Reformere det franske arbejdsmarked.
Slut med 52-årige pensionister
I tilfældet SNCF vil præsidenten gøre op med en gældsplaget statslig gigant, der har helt unikke arbejdsvilkår for sine godt 150.000 medarbejdere:
Automatiske årlige lønforhøjelser, garanti mod fyring, gratis togtransport til pårørende, og ikke mindst en tidlig pensionsalder, der blev fastsat i begyndelsen af 1900-tallet, hvor togarbejdere sled sig i stykker med kulskovle. Nutidens lokoførere kan således nyde deres otium som 52-årige, mens eksempelvis togmekanikere og billetsælgere kan trække sig tilbage som 57-årige.
Macron-regeringen vil udfase de gamle ansættelseskontrakter, så kommende ansatte i SNCF bliver ansat på kontrakter, der svarer til resten af den moderne transportsektor. Målet er gradvist fra 2020 at åbne for konkurrence på det franske tognet.
Skolelærere og sygeplejesker støtter
Men protesterne er massive. Og de bliver grebet af andre sektorer, der heller ikke bryder sig om Emmanuel Macrons reform-iver. Titusinder af skolelærere og sygeplejersker har allerede tilsluttet sig SNCF-medarbejderne, og både universitetsstuderende og fagforeninger i Frankrigs store energisektor forventes at gå samme vej.
Da den borgerlige præsident Jacques Chiracs tilbage i 1995 ønskede at presse reformer igennem af den sociale sikring, fik fagforeningen CGT, der organiserer størstedelen af SNCF-medarbejderne, presset regeringen så hårdt med strejker og demonstrationer, at regeringen trak reformen tilbage, hvorpå daværende premierminister Alain Juppé forlod sin post som leder af regeringen.
Præsident Macron ved kort sagt godt, at der er meget på spil.
Og mens franskmændene forbereder sig på tre måneders kaos, er spørgsmålet, om præsidentens tordentempo er for voldsomt for de millioner af franskmænd, der bliver ramt af hans talrige reformer.
Reform-amok?
Det er ti måneder siden, at Emmanuel Macron blev indsat som Frankrigs yngste præsident nogensinde. Han var gået til valg på et omfattende reformprogram, som skulle gøre Frankrig mere konkurrencedygtigt – et reformprogram, som mange franskmænd først nu lader til at indse, at præsidenten rent faktisk mente.
Et kort blik på de seneste, hæsblæsende måneder i det reformerede Frankrig:
- •
Macron har reformeret skole- og uddannelsesområdet (blandt andet ved at styrke indlæringen i socialt belastede områder med skoleklasser på maksimalt 12 elever).
- •
Han har indført adgangsprøver til universiteterne.
- •
Han har reformeret sikkerhedsområdet ved blandt andet at ophæve undtagelsestilstanden og stramme terrorlovgivningen markant.
- •
Han har stammet asylpolitikken (blandet andet ved at forkorte appeltiden for udvisningssager).
- •
Han har reformeret arbejdsmarkedet ved at gøre det lettere at hyre og fyre – efter skandinavisk flexicuritymodel.
- •
Han har indført kildebeskatning.
- •
Han har indført en ’lov til højnelse af den offentlige moral’, der skal modvirke nepotisme og korruption i den offentlige forvaltning og det politiske liv.
- •
Og flere reformer er på vej, blandt andet inden for fængselsvæsenet og pensionssystemet.
Forpustet?
Det er intet i forhold til, hvordan de millioner af franskmænd reagerer på deres reformivrige præsidents omkalfatring af det franske samfund. Macrons tilhængere kalder det ”den nye verden”. Hans kritikere kalder det ”vanvid”.
Fransk økonomi i fremgang
Og hvem vinder den så, udmattelseskrigen? Præsident Macron har bedre kort på hånden end de af hans forgængere, der har forsøgt sig med reformer.
- 1
For det første er den franske økonomi i bedring. Efter ti år med budgetunderskud, der har overskredet EU’s krav til en sund økonomi, kunne Frankrigs nationale statistikkontor i marts måned præsentere et budgetunderskud som ligger UNDER de tre procent af bruttonationalproduktet, som er EU’s smertegrænse. Det er kort sagt lysere tider for fransk økonomi, og dét er noget, der øger tilgivelsen hos en del vælgere.
- 2
For det andet er mange franskmænd ved at være inderligt trætte af SNCF-medarbejdernes insisteren på at gå på pension som 52-årige. Nye målinger viser, at knap 70 procent af franskmændene mener, at statsbanernes pensionssystem er urimeligt i det moderne samfund.
- 3
Og endelig har de strejkende svært ved at finde stærke politiske allierede. Der er ingen reel politisk opposition til regeringspartiet La Republique en Marche. Både socialdemokraterne og republikanerne blev noget nær udraderet ved valget sidste år og begge partier forsøger at finde deres ben i den famøse ”nye verden”. Højrefløjens Front National, der snart skifter navn til Rassemblement National, har også været mere optaget af indre opgør og magtkampe oven på præsidentvalget i 2017, end af at placere sig som oppostionsledende parti.
Den tydeligste politiske modstander mod Emmanuel Macron i denne konflikt er venstrefløjsikonet Jean-Luc Mélenchon, der står i spidsen for partiet Det Oprørske Frankrig. Men en reel udfordrer af Macron, det er Mélenchon ikke.
Reformtoget kan kort sagt buldre nogenlunde uhindret frem gennem ”den nye verden”. Med mindre SNCF-medarbejderne og deres allierede får udmattet franskmændene så meget over de næste tre måneders trafikkaos i Frankrig, at det folkelige pres på præsidenten og hans regering bliver for massivt.
Udmattelseskrigen er i gang.