Stéphanie Surrugue: Frankrigs største filmstjerne er blevet politisk gidsel

Voldsom mediestorm mod Catherine Deneuve er kommet bag på hende selv, siger korrespondent.

De mange negative reaktioner efter et meget omdiskuteret indlæg i avisen Le Monde har bragt den franske filmstjerne Catherine Deneuve i noget nær sit livs mediestorm.

Overfor avisen Libération understreger hun nu, at det aldrig har været hendes hensigt at støde ofre for seksuel chikane.

De mange voldsomme reaktioner er tydeligvis kommet bag på den franske superstjerne, fortæller DR’s internationale korrespondent Stéphanie Surrugue.

- Cathrine Deneuve er blevet taget som politisk gidsel, både af venstre- og højrefløjen og er blevet beskyldt for at være både kvindehader og mandschauvinist, og det har hun ikke brudt sig om.

Og det er en af årsagerne til indlægget i Liberation, hvor skuespillerinden også beskriver, at hun er blevet overrasket over den vrede og frustrationer, det har affødt, forklarer korrespondenten.

Til Libération siger Deneuve, at hun naturligvis ikke er tilhænger af systematiske sexkrænkelser og afviser kritikken af, at hun ikke er feminist.

Hun understreger, at hun på linje med Marguerite Duras og Françoise Sagan (franske kunstnere og kvindesagsforkæmpere, red.) netop har kæmpet for kvinders ret til fri abort. Ifølge Stéphanie Surrugue fylder debatten om det meget følsomme emne meget i Frankrig i disse dage.

- Deneuve er ikke ubekendt med den store mediestorm, hun har jo været forkæmper for fri abort på et tidspunkt, hvor diskussionen om seksuel frigørelse ikke fyldte meget, men debatten nu er af voldsomme dimensioner, selv for en erfaren kvinde som Deneuve, siger hun.

Alle franskmænd har et forhold til hende

Sammen med over 100 andre kvinder kritiserede Deneuve den nypuritanisme, hun mener hersker i tiden, men knapt var indlægget trykt, før det blev mødt af harmdirrende kritik fra blandt andre franske kvinderettighedsforkæmpere, som kritiserede den franske skuespiller for at udvise foragt for ofrene, der har stået frem i MeToo-kampagnen.

Og netop fordi det er Cathrine Deneuve, har det oprindelige indlæg fået så stor opmærksomhed, siger Stéhanie Surrugue.

- Det meget omdiskuterede indlæg i Le Monde har fået langt mere opmærksomhed, fordi hun er medunderskriver. Hun er Frankrigs ubetinget største filmstjerne. Hun har lavet film, siden hun var 17 år, og alle franskmænd har et forhold til hende.

- Desuden er hun ikke kendt for at blande sig i hvilken som helst debat, så der bliver lyttet, når hun taler, og det er en af årsagerne til, at det åbne brev, hvor hun taler for mænds ret til at flirte har trukket internationale overskrifter.

Og det er et emne, der bliver diskuteret heftigt i Frankrig. Formentlig langt mere end i Danmark, lyder det fra Stéphanie Surrugue.

- Det er også et politisk sprængfarligt emne, fordi vi har en fransk præsident, der er gået til valg på ligestilling, og en ligestillingsminister, der i øjeblikket er i gang med lovarbejde imod seksuel chikane.

- Så det rammer ned i en eller anden trykkoger, i feltet mellem mænd og kvinder, feminister af alle køn, og frihedsforkæmpere, der diskuterer, hvilken slags frihed der er tale om.