Stejl smittekurve: Spanierne frygter at blive det næste Italien

Spanien har indført udgangsforbud, mens der lyder nødråb fra hospitaler.

Militærfolk desinficerer gaderne i Santiago de Compostela i går. (Foto: © Lavandeira Jr., Scanpix)

Italien får naturligt nok størst opmærksomhed under udbruddet af coronavirus.

Men situationen er også særdeles alvorlig i Spanien, som er næsthårdest ramt i Europa.

Her er der nu bekræftet 17.147 smittede og 767 døde. Det er i begge tilfælde under halvt så mange som i Italien.

Men udbruddet begyndte senere i Spanien, og hvis man sammenligner de spanske tal med de italienske på det samme tidspunkt i forløbet, så ser de spanske faktisk værre ud.

Bølgen kommer

Der kan naturligvis være forskel på, hvor mange der bliver testet for coronavirus fra land til land. Men spanierne har en klar fornemmelse af, at katastrofen lurer lige om hjørnet.

- Der er en utrolig stor frygt for, at det her bliver det næste Italien, fortæller danske Kasper Kloch, som er journalist og bosat i Barcelona.

- Der er simpelthen en reel frygt for, at sundhedsvæsenet ikke er klar til at modstå bølgen. Hernede er det ikke et spørgsmål, om den kommer, men hvornår den kommer.

Udgangsforbud

Den spanske regering tog lørdag drastiske midler i brug for at bremse smittespredningen i landet.

Den kendte gågade Las Ramblas i Barcelona før og efter udgangsforbuddet. (Foto: © ALBERT GEA, Scanpix / Foto: © Albert Gea, Scanpix)

Der er blandt andet indført et udgangsforbud, som betyder, at man kun må forlade sit hjem for at købe mad og medicin, fortæller Kasper Kloch:

- Man må kun gå alene. Hvis man går to og to på gaden, så kan man blive stoppet og få en bøde. Politiet patruljerer, og der er tilmed sat militær ind i en lang række regioner for at opretholde udgangsforbuddet.

- Det er et ekstremt indgreb i vores bevægelsesfrihed og i det offentlige liv i Spanien.

17 døde på plejehjem

Kasper Kloch siger, at det tog et par dage, før spanierne tog udgangsforbuddet alvorligt.

Alene i Barcelona måtte politiet rykke ud til over 200 udskænkningssteder, som fortsat holdt åbent. Men nu ligger gaderne spøgelsesagtige hen.

Journalist Kasper Kloch bor i Barcelona. (Foto: © Sofie Vestergaard)

Den kollektive følelse af alvor skyldes blandt andet situationen i Madrid, som er ramt af coronavirus i særlig hård grad.

Her har virusset blandt andet været løs på flere plejehjem i hovedstadsområdet. På et enkelt plejehjem er 17 beboere døde, efter de blev smittet.

Nødråb fra hospitaler

De mange smittede betyder, at hospitalerne i Madrid er presset til det yderste.

- Der er omkring 400 mennesker indlagt på intensiv. Det var det antal intensivpladser, som Madrid havde før krisen, og nu er man allerede i gang med at prøve at udvide det, siger Kasper Kloch.

Militæret er indsat for at opretholde et udgangsforbud i Spanien. (Foto: © Jon Nazca, Scanpix)

- Så fra Madrid lyder der simpelthen et nødråb fra sundhedspersonalet: Vi kan ikke tage flere ind.

Den spanske regering forventer, at corona-udbruddet først topper i midten af april. Derfor er der lagt en beredskabsplan, som på rekordtid skal øge antallet af intensivpladser på hospitalerne.

- Der er 4.500 pladser på nuværende tidspunkt i Spanien, og man forventer, at der i midten af april vil blive brug for 9.000 pladser, fortæller Kasper Kloch.

Et par hoteller i Madrid er blandt andet blevet inddraget af myndighederne, som vil omdanne dem til midlertidige hospitaler, siger han.

- Man ved, at situationen bliver meget værre, og at vi kun står lige ved begyndelsen.