Steffen Kretz om Jerusalem-afstemning: Tomme Trusler fra Trump

USA's præsident har truet lande, der stemte for FN-resolutionen mod USA's beslutning om at flytte ambassade til Jerusalem

128 lande stemte for resolutionen, ni lande stemte imod og 35 lande undlod at stemme. (Foto: © SPENCER PLATT, Scanpix)

Det vil formentlig ikke få konsekvenser for de lande, der her til aften dansk tid stemte for en FN-resolution mod USA’s beslutning om at flytte sin ambassade i Israel fra Tel Aviv til den omstridte by Jerusalem.

Det vurderer DR’s USA-korrespondent, Steffen Kretz.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, havde ellers på forhånd sagt, at han personligt ville følge afstemningen nøje og notere, hvem der stemte for resolutionen og i yderste fald indføre sanktioner over for de lande, der stemte for den.

- Jeg tror mest, man skal se de her trusler som forholdsvist tomme, for USA vil ikke trække støtten til for eksempel Egypten, som de betragter som en nær allieret i en urolig region, siger Steffen Kretz.

Brev fra USA til dansk FN-ambassadør

128 lande valgte til trods for Trumps udmelding at stemme for resolutionen, der er en løftet pegefinger over for USA, som med sine flytteplaner for landets ambassade i Israel anerkender Jerusalem som Israels hovedstad.

Ni lande stemte imod resolutionen, og 35 undlod at stemme.

Dagen igennem har medlemmerne i FN’s generalforsamling debatteret en resolution mod USA's beslutning.

Også den danske FN-ambassadør, Ib Petersen, deltog i afstemningen og var på forhånd blevet gjort opmærksom på Donald Trumps interesse for afstemningen.

- Jeg kan bekræfte, at jeg har modtaget et brev fra min amerikanske kollega på lige fod med alle andre FN-ambassadører, og der står i brevet, at det her er en afstemning, som præsident Trump er meget opmærksom på.

Danmark stemte for resolutionen.

Indenrigspolitisk udenrigspolitik

Det var 6. december, Donald Trump offentliggjorde, at USA vil anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.

Beslutningen skal ses i en indenrigspolitisk sammenhæng, vurderer Steffen Kretz.

- Donald Trumps udmelding skal som altid først og fremmes ses i et indenrigspolitisk perspektiv. Han taler til sine kernevælgere, som ikke nærer stor kærlighed til FN.