Steffen Gram: Nato lægger pres på Nordkorea med besøg i Seoul

Generalsekretær Jens Stoltenberg signalerer, at Nordkoreas atomprogram er et globalt problem.

Jens Stoltenberg på talerstolen under besøget i Sydkorea. (Foto: © Jung Yeon-je, Scanpix)

Det internationale pres på Nordkoreas diktator, Kim Jong-un, vokser i disse dage med en hel serie af officielle besøg i nabolandet Sydkorea.

USA's forsvarsminister James Mattis var for nylig på visit i Seoul, og lige nu befinder Nato's generalsekretær, Jens Stoltenberg sig i Sydkoreas hovedstad.

Fra den 5. november tager USA's præsident Donald Trump på sin første store rundrejse i Asien til blandt andet Japan, Sydkorea, Vietnam, Filippinerne og Kina, hvor Nordkorea kommer til at stå højt på dagsordnerne i samtlige hovedstæder.

Sydkorea er ikke medlem af Nato, så umiddelbart kan Jens Stoltenbergs besøg virke lidt malplaceret.

- Stoltenbergs pointe med besøget i Seoul er, at det nordkoreanske atomprogram er en trussel med hele verden, specielt hvis det fører til atomoprustning blandt flere lande i Asien, forklarer international korrespondent i DR Nyheder Steffen Gram.

Korrespondenten påpeger, at Sydkorea er partnerland i forhold til Nato, og at Nordkorea direkte truer med at angribe Nato-landet USA.

Sydkoreas efterretningstjeneste melder i dag om livlig aktivitet i et område, som Nordkorea bruger til atomforsøg. Aktiviteten kunne tyder på, at en ny missiltest kan være på vej, skriver nyhedsbureauet Yonhap ifølge Reuters.