- Den, der er bange for at se stemmer i en stemmeboks, vil i sidste ende opleve sten blive smidt i gaderne.
Israels præsident, Reuven Rivlin, lagde ikke fingrene imellem, da han bad Benjamin Netanyahu, sejrherre fra det israelske valg, om at danne en regering.
Rivlin talte om en "vanskelig valgperiode", og at ting blev sagt, "som ikke bør siges - hverken i en demokratisk eller jødisk stat."
Så gav han Benjamin Netanyahu besked på at reparere Israels forhold til præsident Obama og USA.
Om det lykkes er tvivlsomt.
Modarbejder Obama
Premierminister Netanyahu, USA's nærmeste allierede i Mellemøsten, har modarbejdet Obama i årevis.
Han støttede Obamas modkandidat, Mitt Romney, ved præsidentvalget i 2012. Han har modarbejdet USA's forsøg på at finde en to-stats-løsning med palæstinenserne. Han har ignoreret amerikanske krav om at stoppe udvidelsen af de israelske bosættelser.
Han har dyrket Obamas republikanske modstandere og gik bag Obamas ryg, talte i den amerikanske kongres, inviteret af det republikanske flertal, for at skyde Obamas forhandlinger med Iran om en atom-aftale ned.
Forleden kunne Wall Street Journal fortælle, at israelerne har spioneret mod USA's Iran-forhandlinger.
- Det er en ting for både USA og Israel at spionere mod hinanden, sagde en højtstående amerikansk embedsmand til bladet:
- Det er en ganske anden ting for Israel at stjæle amerikanske hemmeligheder og så udlevere dem til amerikanske lovgivere for at underminere amerikansk diplomati.
Atom-forhandlinger
Så da Netanyahu overraskende vandt sin fjerde valgsejr som premierminister - hvor han i valgkampens sidste dage droppede to-stats-politikken og advarede mod at israelske arabere stemte i "dynger" - var det udenrigsminister Kerry, der ringede for at lykønske.
Obama ringede først et par dage efter. Konversationen var ikke hjertelig.
Og atmosfæren bliver ikke hjerteligere, nu da udenrigsministrene Kerry og Zarif er kommet til Lausanne for at hente deres atomaftale hjem 31. marts. For en atom-aftale mellem Iran og de 5+1, som landene på den anden side af bordet kaldes, vil være den helt afgørende forhindring for et bedre forhold mellem Israel og USA.
Forhandlingerne er gået i gang. Torsdag klokken 10 mødtes Zarif og Kerry, og vi kommer til se dem vandre langs søen ved Lausanne i de kommende dage med deres delegationer.
Deadline er 31. marts for en politisk rammeaftale, der skal gøres færdig med de tekniske detaljer med udgangen af juni.
Og det lyder udmærket - indtil man graver sig ned i detaljerne. For hvad er en "politisk rammeaftale"? Et dokument, parterne skriver under? Et dokument, der bliver offentliggjort? Eller er det en forståelse, der noteres i hovedpunkter, og hvor kun noget bliver offentliggjort?
Og hvad med deadlinen? Når parterne ikke en aftale den 31. marts, så falder alt det foregående arbejde ikke sammen. Så ser man på, om og hvordan man fortsætter, siger en højtstående amerikansk forhandler.
Netanyahus frygt
Hvad er det så ved disse forhandlinger, der får Netanyahu op i det røde felt?
For det første er det frygt for, at Obama og 5+1 efterlader iranerne med så megen atom-infrastruktur, blandt andet centrifuger til berigelse af uran, at iranerne på et senere tidspunkt kan producere kernevåben. Det kunne ske, mener Netanyahu, fordi han ikke stoler på, at Obama vil stå tilstrækkelig fast.
For det andet er det frygten for, at USA og 5+1 letter så hurtigt på sanktionerne mod Iran, at det bliver umuligt at få dem på plads igen, skulle iranerne snyde på vægten. Iranerne kræver sanktionerne, der virkelig gør ondt, hævet, så snart der ligger en aftale.
Obama-regeringen og 5+1 har igen og igen afvist de israelske bekymringer. Ingen aftale er bedre end en dårlig aftale, siger de amerikanske forhandlere igen og igen.
Men Netanyahu tvivler. Og han er ikke den eneste. Israels arabiske modstandere deler Netanyahus tvivl og bekymringer, ikke mindst Saudi-Arabien.
Atomvåben tipper balance
Iran har i dag et omfattende, men forældet, militær. Det kan ganske vist true sejlruterne i Den Persiske Golf og ud i Det Indiske Ocean. Men Irans raketter er upræcise og luftvåbenet gammeldags. Og de arabiske landes militære isenkram er iranernes langt overlegent.
Men skulle Iran få atomvåben - som de arabiske lande ikke har - vil magtbalancen i Mellemøsten mellem iranerne og araberne blive tippet.
Araberne frygter et Iran med atomvåben. For efter den amerikanske invasion af Irak og fjernelsen af Saddam Hussein har de arabiske lande ikke været i stand til at dæmme op for iransk indflydelse i de arabiske lande, hvor der bor shia-muslimer.
Så et Iran med kernevåben kan sætte et atom-kapløb i gang, hvis de arabiske lande beslutter sig for at matche iranerne.
Obamas perspektiv
Præsident Obama ser Irans atom-program i et andet perspektiv. For over 10 år siden var der seriøse forhandlinger i gang med Iran. De brød sammen.
Dengang havde iranerne ikke en brøkdel af den nukleare infrastruktur, som Iran har i dag. I alle disse år - trods barske økonomiske sanktioner, verdens mest sofistikerede cyber-angreb, snigmord på atom-eksperter - har iranerne mangedoblet deres atom-program.
Derfor er det på tide at hente Iran ind i en forhandlingsløsning, der sikrer, at Iran ikke kan producere atomvåben.
Det skal ske gennem massiv international overvågning og inspektion. Det skal ske ved at begrænse antal og kvalitet af de centrifuger, der beriger uran. Det skal ske gennem internationale aftaler, som godkendes af FN's Sikkerhedsråd og af det internationale samfund.
Og hele den udvikling skal trække Iran fra international paria ind i det internationale samfund. Og så kan det være med til at ændre Irans rolle som provokatør i de mange konflikter i Mellemøsten.
Men det vil næppe forbedre forholdet mellem Obama og Netanyahu, der fundamentalt mener, at Obama ikke forstår Mellemøsten.