Uanset om man tæller sejre eller delegerede, spiller demokraten Hillary Clinton og Donald Trump, der stiller op hos Republikanerne, de ubestridte hovedroller i det amerikanske primærvalg.
Status efter primærvalgets vigtigste dag - den såkaldte Super Tuesday - er, at Clinton og Trump nu har vundet 10 stater hver af 15 mulige.
Få overblikket over vinderne i de enkelt stater i grafikken over artiklen.
Hillary næsten halvvejs
Samtidig har Hillary Clinton ifølge New York Times sikret sig opbakning fra næsten halvdelen af det antal delegerede, som det kræver at blive Demokraternes præsidentkandidat: 1.001 af 2.383.
Donald Trump er noget længere væk fra den magiske grænse for delegerede i absolutte tal. Men han kan prale af at have indsamlet næsten dobbelt så mange delegerede som nummer to i det republikanske felt, Ted Cruz: 274 mod 149. Her kræver en nominering 1.237 delegerede.
Vinderen tager det hele
Kandidaterne har kun et par dage til at sunde sig ovenpå Super Tuesday, inden den amerikanske valgmaskine kværner videre.
På lørdag 5. marts er der primærvalg og opstillingsmøder i fem stater, og herefter følger valgene som perler på en snor frem mod primærvalgets næste store dag: 15. marts.
Her stemmer blandt andet Florida, der er en stor stat, når det gælder delegerede. Hos Republikanerne bliver valget ekstra interessant, fordi det afvikles efter en "winner-takes-all" model. Det vil sige, at vinderen i Florida får alle statens 99 delegerede.
Skal man tro meningsmålingerne, vil de ret sikkert tilfalde Donald Trump. Hos Demokraterne fører Hilllary Clinton tilsvarende stort i Florida.