John Kelly er ikke stabschef i Det Hvide Hus, når kalenderen skifter til 2019. Det siger USA's præsident, Donald Trump, lørdag ifølge nyhedsbureauet AP.
John Kelly blev stabschef i juli 2017. Her erstattede han Reince Priebus, der blev skiftet ud under stor dramatik.
Modsat Priebus har John Kelly ikke gjort karriere i politik, men derimod i militæret. Her opnåede han rangen af general i marinekorpset.
Da Donald Trump blev præsident i januar 2017, var John Kelly med på ministerholdet som minister for indenrigssikkerhed.
Dermed skal præsidenten ansætte sin tredje stabschef, når John Kelly stopper.
Trump: Afløser er på trapperne
Det er set før, at der sker en vis rotation på den post i Det Hvide Hus. Barack Obama havde fire stabschefer i sine første fire år som præsident.
Det vides ikke, hvem der overtager posten efter John Kelly. AP citerer Donald Trump for, at han vil løfte sløret for Kellys afløser inden for de næste to dage.
Et anonymt medlem af Det Hvide Hus siger til nyhedsbureauet Reuters, at præsidenten forsøger at overtale vicepræsidentens stabschef, Nick Ayers, til at overtage positionen.
Angiveligt vil Trump have et løfte om, at han bliver på posten indtil næste præsidentvalg i 2020, hvilket Ayers ifølge Reuters ikke er villig til at love.
Nyheden om John Kellys exit faldt, da Donald Trump forlod en ceremoniel amerikansk fodboldkamp mellem hæren og flåden.
- Han har været med mig i næsten to år nu - i to forskellige positioner. Jeg har sat meget stor pris på hans arbejde, fortalte Trump til de fremmødte journalister.
En stabschef i Det Hvide Hus er en af de øverste poster i det amerikanske embedsværk.
/ritzau/