Sri Lanka i undtagelsestilstand: 'Man ser kun soldater og politi'

Hovedstaden Colombo er nærmest en spøgelsesby, fortæller Philip Kokhar.

Soldater patruljerer i Colombos gader efter udgangsforbuddet er trådt i kraft. (Foto: © Jewel SAMAD, Scanpix)

Mindst 310 personer blev dræbt og over 500 blev såret, da Sri Lanka påskesøndag blev rystet af en stribe koordinerede terrorangreb.

Her til aften er hovedstaden Colombo nærmest en spøgelsesby, fortæller DR’s Asien-korrespondent, Philip Khokhar:

- Det er en by som vitterlig talt er fuldstændig tom for mennesker. Man ser kun soldater og politibetjente, fordi der har været udgangsforbud siden klokken otte, siger han.

Frygt for flere eksplosioner - og hårdhændet behandling

Rigtig mange indbyggere har prøvet at undgå at gå ud i gaderne i dag.

For mens der er indført udgangsforbud i de store byer, hvor terrorangrebene fandt sted, så er hele landet samtidig i undtagelsestilstand.

- Det betyder, at sikkerhedstjenesten, politiet og militæret kan benytte sig af meget hårdhændede metoder. Der gælder ikke almindelig retssikkerhed, forklarer Philip Kokhar.

Flere bomber dukket op

I løbet af 2. påskedag eksploderede en bil tæt ved en af de kirker, som var mål for terrorangrebene.

Det skete under militærets arbejde med at uskadeliggøre bomben, og ingen kom noget til.

- I dag gik det godt i den forstand, at man fik desarmeret bomben og en anden i nærheden af lufthavnen. Men der er selvfølgelig en frygt for, om der kan være flere selvmordsbombere, som ikke er blevet fundet endnu, fortæller Philip Kokhar.

- Det er i ordets sande betydning en rystet befolkning, understreger han.

Det er blot ni år siden, at en langvarig borgerkrig i det sydøstasiatiske land blev afsluttet.