Det er den hidtil alvorligste sag i Donald Trumps tid som præsident. Og det siger ikke så lidt, for de sidste år har han rokket ved snart alle normer for, hvad en amerikansk præsident kan slippe afsted med at gøre.
I sin kerne handler sagen om, at Donald Trump har lagt et voldsomt pres på en nyvalgt leder af et andet land for at få denne til at grave smuds frem om én af Trumps vigtigste politiske modstandere:
Tidligere vicepræsident Joe Biden, som har en god chance for at ende som det demokratiske partis præsidentkandidat - og dermed Trumps modstander - ved valget næste år.
Lyder det bekendt?
Så er det ikke uden grund. Under valgkampen i 2016 opfordrede kandidat Donald Trump direkte i en tv-transmitteret tale Rusland til at grave smuds frem, som kunne skade hans modkandidat, Hillary Clinton.
Det er siden blevet grundigt dokumenteret, at Rusland gjorde præcis det - arbejdede på at skade Clinton for at få Trump valgt.
Tilbageholdt militær hjælpepakke til Ukraine
Men denne gang er den fremmede magt ikke Rusland, men Ukraine, og denne gang handler det om det amerikanske præsidentvalg i 2020.
Den 25. juli ringede USA's præsident til Ukraines nyvalgte præsident, Volodymyr Zelenskyj. I samtalen understregede Trump ifølge rapporter i amerikanske medier talrige gange, at han ville have Ukraines præsident til at grave smuds frem om Joe Bidens søn, Hunter Biden, som har siddet i bestyrelsen for et energiselskab i landet.
Kravet var en del af et mønster af handlinger så ublu, at en whistleblower hos amerikansk efterretningsvæsen efterfølgende slog alarm. Advarslen blev undersøgt og fundet troværdig og alarmerende nok til, at den fortsatte op gennem systemet med kurs mod Kongressen og dermed offentligheden - indtil den blev bremset af Trump-regeringen.
Nu kæmper det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus for at få fat i whistleblower-rapporten, mens flere og flere detaljer i sagen drypper ud i amerikanske medier.
Blandt andet en mistanke om, at Trump også har brugt et løfte om amerikansk støtte til Ukraine som en klemme på den nyvalgte leder af landet:
Få dage inden telefonsamtalen fik Trump bremset en milliardbevilling til Ukraine. Penge, som Kongressen har bevilliget som støtte til Ukraines kamp mod Rusland i landets østlige provinser. Det fortæller kilder i regeringen til flere amerikanske medier, og den oplysning vil uden tvivl blive undersøgt nøje i de kommende dage.
Demokrater diskuterer rigsretssag - igen
Men uanset om der kan påvises en direkte sammenhæng mellem blokeringen af milliarderne til Ukraine og Trumps krav til den nyvalgte præsident, rokker det ikke ved det grundliggende:
Når USA's præsident ringer til en statsleder og beder om en tjeneste, så ligger der altid en implicit trussel i den samtale - uanset om den er udtalt eller ej.
Og giver oplysningerne om samtalen et præcist billede af virkeligheden, så har Trump her brugt al den magt og prestige, som følger med præsidentembedet, til egen vinding i et forsøg på at skade en politisk modstander.
For et hastigt voksende antal demokratiske politikere i Kongressen grænser det til landsforræderi og er dermed så alvorligt, at det bør føre til en rigsretssag mod præsident Trump.
Og hvad siger præsident Trump selv?
Han benytter en strategi, som han før med held har brugt i pressede situationer: Selv at sige det unævnelige - ja, han ringede til Ukraines præsident; ja, de talte om Biden - samtidig med, at han lufter det ene udokumenterede angreb på sin modstander efter det andet.
Udokumenterede beskyldninger
Trump har sendt sine nærmeste støtter i byen med samme historie.
Hen over weekenden optrådte blandt andre udenrigsminister Mike Pompeo og Trumps personlige advokat, Rudy Giuliani, i tv med angreb på Joe Biden og udokumenterede beskyldninger om korruption.
Alt tyder på, at Trump-lejren er overbevist om, at de kan give historien et spin, så den kommer til at handle mindre om Trumps opførsel og mere om den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden - og at al snakken dermed ikke kan undgå at sværte Biden til, uanset om den er grebet ud af luften eller ej.
Valg lurer i horisonten
Det store spørgsmål er, hvordan republikanske politikere i Kongressen vælger at reagere.
Hidtil har de klappet hælene sammen og støttet præsidenten gennem tykt og tyndt. Den blinde loyalitet var med til at koste partiet et tab af 41 pladser i Repræsentanternes Hus til Demokraterne ved midtvejsvalget i 2018.
Nu lurer et nyt valg i horisonten i november 2020, og republikanerne står igen ved en skillevej: Er loyal støtte til Trump også i lyset af denne nye sag den sikreste billet til genvalg - eller er den snarere begyndelsen til enden?
Måske kan man finde inspiration til et svar på det spørgsmål i de politiske historiebøger:
I 1973 bakkede republikanerne i Kongressen stadig fuldt op om præsident Richard Nixon og kaldte Watergate for “fake news.”
Året efter blev Nixon tvunget til at forlade Det Hvide Hus i utide - og hans loyale republikanske støtter i Kongressen blev brutalt straffet af vælgerne ved et jordskredsvalg.