Spionage: Tyskland vil have øjeblikkeligt svar fra USA

USA må øjeblikkeligt og uddybende forklare, om der spioneres mod EU og Tyskland, siger justitsministeren.

Den tyske regering vil have en øjeblikkelig forklaring fra USA, efter dokumenter ifølge ugemagasinet Der Spiegel viser, at en amerikansk efterretningstjeneste foretager intens overvågning og aflytning i EU og Tyskland.

Den tyske justitsminister, Sabien Leutheusser-Schnarrenberger, siger, at det giver mindelser om Den Kolde Krig.

Tapper millioner af opkald og beskeder

Det er den afhoppede amerikanske efterretningsmand Edward Snowden, som har vist Der Spiegel hemmeligstemplede amerikanske dokumenter.

De viser, ifølge magasinet, at USA overvåger og aflytter kommunikationslinjer i EU-kontorer i Bruxelles, Washington og FN i New York.

Samtidig viser en fortrolig statistik fra efterretningstjenesten NSA, at den dagligt overvåger og tapper millioner af telefonopkald, internetbeskeder og smser i Tyskland.

/ritzau/AFP