Spicer forsvarer medieudelukkelse: Vi finder os ikke i falske historier

CNN og New York Times var blandt de medier, der i går blev nægtet adgang til en pressebriefing i Det Hvide Hus.

Udelukkelsen af medierne skete kun få timer efter, at Donald Trump endnu en gang angreb de traditionelle medier. (Foto: © Michael Reynolds, Scanpix)

Den amerikanske præsidents efterhånden langvarige og selv-proklamerede "krig" mod de traditionelle medier tog en ny drejning i går, da pressesekretæren i Det Hvide Hus, Sean Spicer, udelukkede udvalgte medier fra en pressebriefing.

I en lydoptagelse fra presseseancen offentliggjort af Politico, forsvarer Sean Spicer udelukkelsen af medierne.

- Det var min beslutning af udvide puljen (af medier red.). Vi vil skubbe aggressivt tilbage og sidder ikke lænet tilbage, alt i mens jeres falske vinkler, falske historier og unøjagtige fakta udkommer, siger Sean Spicer i lydklippet.

Hør det her:

https://twitter.com/politico/status/835315854556467200

Medierne, som blev nægtet adgang til spørgsmål-svar-seancen på Sean Spicers kontor, var blandt andet The Guardian, New York Times, det amerikanske Politico, CNN, Los Angeles Times, Buzzfeed og BBC.

Nyhedsbureauet AP og Time var inviteret, men boykottede briefingen grundet udelukkelsen af medierne.

Til gengæld var konservative og højreorienterede medier såsom Breitbart News, One America News Network og Washington Times inviteret sammen med tv-stationerne NBC, ABC, CBS og Fox News.

Udelukkelsen af medierne skete kun få timer efter, at Donald Trump endnu en gang angreb "fake news medier" verbalt under en tale, han holdt, for Den Konservative Politiske Handlingskonference (CPAC).

- For et par dage siden kaldte jeg de falske nyheder for fjender af folket, og det er de – de er fjender af folket, sagde Trump med henvisning til de medier, han mener, spreder falske nyheder.