Spansk valggyser kan ende med parlamentarisk mareridt

Hver tredje af Spaniens 36,5 millioner vælgere har endnu ikke besluttet sig for, hvem de vil stemme på.

Forventningen er, at det kan ikke udelukkes, at det hele ender med udskrivelsen af endnu et parlamentsvalg. (Foto: © afp, Scanpix)

Søndagens parlamentsvalg i Spanien spås at blive det mest uforudsigelige siden landets overgang fra diktatur til demokrati i 1970'erne.

Det er første gang, at to nye partier, som er skabt på baggrund af de store folkelige protestbevægelser mod Spaniens hårde nedskæringspolitik, udfordrer de traditionelle sværvægtere - det konservative regeringsparti, Partido Popular (PP), og Socialisterne.

Recessionen, der blev udløst af den globale finanskrise, fik en ellers blomstrende spansk økonomi til at visne.

Nu er der igen økonomisk vækst - i år cirka tre procent - men sårene efter krisen er endnu dybe, og ledigheden er fortsat enorm i europæisk kontekst med omkring 22 procent.

Stemmer på nye partier

Mange vælgere er ifølge nyhedsbureauet Reuters derfor indstillet på at stemme på et af de to nye partier - det venstreorienterede Podemos eller midterpartiet Ciudadanos.

Det sker i protest mod et politisk system, som mange anser for at være sovset ind i korruption og ude af stand til at løse de fortsatte økonomiske problemer, som gør livet svært for mange af landets 36,5 millioner vælgere.

Premierminister Mariano Rajoy satser dog på, at mange vælgere trods alt vil belønne hans konservative parti for det opsving, som er en realitet.

/ritzau/

Sagen kort:

  • Meningsmålinger viser: Det konservative regeringsparti mister sit flertal. Målingerne giver partiet mellem 25,3 og 29,9 procent af stemmerne.

  • Oppositionspartiet Socialisterne ligger til mellem 18,9 og 22 procent.

  • Midterpartiet Ciudadanos ligger til mellem 18,1 og 19,6 procent. Det stærkt venstreorienterede Podemos ligger til mellem 17 og 19,1 procent.

Kilde: Reuters/Ritzau