Spansk erhvervsminister går på grund af Panama-papirer

Den spanske minister for industri, energi og turisme har afvist at have selskaber i skattely, men nu træder han tilbage.

Den fungerende erhvervsminister i Spanien, José Manuel Soria træder tilbage som følge af afsløringer i Panama-dokumenterne. (Foto: © JUAN CARLOS HIDALGO, Scanpix)

Spaniens minister for industri, energi og turisme, José Manuel Soria, træder tilbage i kølvandet på afsløringer fra Panama Papers.

Ifølge avisen El Pais var han administrator af selskabet Mechanical Trading Limited, som er indregistreret på den britiske kanalø Jersey.

Virksomheden var hovedaktionær i Oceanic Lines, som Soria var formand for. Ministeren har tidligere afvist, at han skulle have selskaber, som var indregistreret i skattely.

Soria har afvist, at han har gjort noget, som er i strid med loven. Han siger, at han går af for ikke at skade det siddende forretningsministerium i Madrid på et tidspunkt, hvor Spanien synes at bevæge sig mod endnu et parlamentsvalg efter et valg i december endte uden klart resultat.

Et dokument, som er underskrevet af Soria den 27. december 2002, viser, at han sammen med sin bror, Luis Alberto Soria López, ledede virksomheden frem til denne dag, hvor de opløste selskabet.

Fra 1995 til 2003 var Soria borgmester i Las Palmas de Gran Canaria.

/ritzau/