Spansk domstol efterlyser fire i forbindelse med angreb

Fire er anholdt oven på dødelige angreb i Barcelona og Cambrils. Yderligere fire er eftersøgt.

I alt har 14 personer mistet livet i de to angreb. Og omkring 130 er kvæstede - heriblandt to danskere. (Foto: © QUIQUE GARCIA, Scanpix)

En spansk domstol har udstedt en ordre om at finde og fange fire mistænkte i forbindelse med de to angreb i Barcelona samt Cambrils.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Fire personer - tre marokkanere og en spanier - er i forvejen anholdt, ligesom yderligere fem er blevet dræbt af politiet i Cambrils natten til fredag.

Det skete, efter at de i en hvid Audi påkørte en række personer i den catalonske kystby.

Tidligere på fredagen udsendte politiet en efterlysning af en 17-årig, som man mener, kørte varevognen i den spanske storby.

Han kan dog være blandt de fem dræbte personer, der blev skudt og dræbt i Cambrils. Det er dog ikke bekræftet.

I alt har 14 personer mistet livet i de to angreb. Og omkring 130 er kvæstede - heriblandt to danskere.

13 døde i Barcelona, og en kvinde døde i Cambrils.

De to dødelige angreb i den spanske region havde været planlagt i længere tid, oplyste politiet fredag.

Det er sket med udgangspunkt i den spanske by Alcanar, der ligger syd for Barcelona.

I Alcanar skete desuden en eksplosion onsdag, som politiet forbinder med de to angreb torsdag og natten til fredag. En døde, og flere blev såret.

Eksplosionen var formentlig med til at forpurre et endnu større angreb.

/ritzau/