Spanienkender: Puigdemont misser gylden mulighed ved ikke at udskrive valg

Den catalanske selvstyrepræsident, Carles Puigdemont, har meddelt, at der ikke bliver noget nyvalg.

Cataloniens leder, Carles Puigdemont, har meddelt, at han ikke har tænkt sig at udskrive nyvalg. (Foto: © PAU BARRENA, Scanpix)

Den catalanske selvstyrepræsident, Carles Puigdemont, har meddelt, at der ikke bliver noget nyvalg i regionen.

- Jeg har overvejet at udskrive et valg i Catalonien, men de nødvendige garantier er ikke på plads, sagde Puigdemont i en kort erklæring klokken 17.

Det var ellers ventet, at han i en bebudet tale - der blev udskudt flere gange i løbet af dagen - ville udskrive regionalvalg til afholdelse den 20. december.

Et valg kunne nedtone konflikten

DR Nyheders journalist Dines Boertmann, der følger situationen tæt, vurderer, at Cataloniens præsident Puigdemont nu har forpasset en chance for en blød landing i striden med Spanien.

- Hvis Puigdemont havde udskrevet valg, kunne han have afværget en aktivering af artikel 155 i forfatningen, der kan sætte selvstyret under administration.

- Det, der er sket, er, at Puigdemont har bøjet sig for de mest radikale tilhængere af løsrivelse, siger Dines Boertmann fra DR's udlandsredaktion.

Den spanske regering har givet udtryk for et ønske om, at Catalonien afholder et valg senest til januar.

Strid om løsrivelse

Striden om regionens uafhængighed har verseret i årevis, men eskalerede den 1. oktober, da regionen afholdt en folkeafstemning om løsrivelse, som på forhånd var dømt forfatningsstridig af den spanske forfatningsdomstol.

Det spanske parlament skal i morgen stemme om aktiveringen af artikel 155 i den spanske forfatning, som giver Spanien ret til at inddrage hele eller dele af det catalanske selvstyre på grund af Cataloniens forfatningsbrud.

Derefter skal aktiveringen af artikel 155 op på et regeringsmøde.