Spaniens regering i Madrid med premierminister Mariano Rajoy i spidsen er netop nu samlet til møde, inden den ventes at aktivere den såkaldte artikel 155 i eftermiddag.
Loven sætter et spansk selvstyreområde under administration og har aldrig før været taget i brug.
Hvilke konkrete konsekvenser det får, er endnu uvist, men ifølge den spanske avis El Pais vil det betyde, at den catalanske regering og selvstyrepræsident Carles Puigdemont bliver afsat.
Repræsentant skal lede Catalonien
Derefter vil en repræsentant for regeringen administrere regionen, der har omkring 7,5 millioner indbyggere, skriver avisen.
Andre spanske medier skriver, at der også er mulighed for at den catalanske regering fortsat kan blive siddende, men sat under administration.
- Først på eftermiddagen står det klart, hvor indgribende den spanske magtovertagelse bliver, forklarer Europa-korrespondent Anna Gaarslev, der følger udviklingen i Barcelona.
- Et medlem af socialistpartiet, der er med i flertallet bag artikel 155, sagde i går, at regeringen vil overtage kontrollen med politiet, indenrigsministeriet og offentlige medier i Catalonien.
Catalonien bliver dog ikke sat under administration med det samme.
Formelt skal et særligt udvalg i Spaniens senat først behandle regeringens anmodning om at aktivere artikel 155, inden den kan træde i kraft. Det vil først ske i slutningen af næste uge.
Valg i januar 2018
Cataloniens selvstyreregering gennemførte den 1. oktober en uofficiel folkeafstemning om, hvorvidt regionen skulle løsrive sig fra resten af Spanien.
Omkring 43 procent af de stemmeberettigede stemte, hvoraf 90 procent stemte "ja" ifølge de lokale myndigheder.
Til januar skal indbyggerne så stemme igen, da regeringen i Madrid vil udskrive nyvalg i Catalonien, sandsynligvis i januar 2018.
- Regeringen håber at kunne genstarte den fastlåste situation, og at et nyvalg vil fjerne det flertal for selvstændighed, der lige nu er i det catalanske parlament, fortæller Anna Gaarslev.
- Separatisterne har på grund af valgteknik det parlamentariske flertal i Catalonien, selvom de fik lige under halvdelen af stemmerne. Med et nyvalg håber regeringen i Madrid, at man får et mere lydigt parlament med partier, der ikke støtter løsrivelse.
Uenighed i Cataloniens parlament
På mandag kommer der en udmelding fra Cataloniens selvstyreregering om, hvornår man vil erklære uafhængighed. Men der er stor uenighed internt, siger Anna Gaarslev.
- Partiet CUP på venstrefløjen vil give den fuld gas fremad og hellere erklære løsrivelse i dag end i morgen. Andre partier er mere moderate og mener, at det catalanske parlament først bør stemme om det.