Spanien tager drastiske midler i brug: Forlad kun hjemmet, hvis det er strengt nødvendigt

Den spanske premierministerfrue er blevet smittet med corona.

189 personer i Spanien har indtil videre mistet livet som følge af corona. (Foto: © Nacho Doce, Scanpix)

Den spanske premierminister, Pedro Sánchez, forbyder nu alle spaniere at forlade deres hjem, medmindre det er absolut nødvendigt, og de eksempelvis skal købe mad, medicin eller hjælpe pårørende.

Derudover bliver alle museer, sportsstadioner og hoteller lukket helt ned, og restauranter og caféer må kun producere mad, der kan leveres til døren.

Det sker i et forsøg på at standse coronavirusset, som knap 6.300 spaniere nu er blevet smittet med – heriblandt Pedro Sánchez’ hustru, Begona Gómez.

- Vi vil bruge alle virkemidler for at vende smittekurven. Det er vigtigt, at vi ikke tager fejl af fjenden – det er virusset, og vi skal bekæmpe det sammen, sagde han i aftes i en tale til de 46 millioner spaniere.

- De foranstaltninger, som vi vil vedtage, er drastiske, og de vil få konsekvenser, tilføjede han ifølge avisen El Pais med henvisning til landets økonomi.

Den spanske premierminister, Pedro Sanchez, ses her sammen med sin hustru, Begona Sanchez, der er blevet smittet med coronavirusset. (Foto: © CHARLY TRIBALLEAU, Scanpix)

Gå rundt alene

De nye tiltag træder i kraft allerede i dag, og de varer indtil videre i de kommende to uger. De spanske skoler og uddannelsessteder er allerede blevet lukket ned, og det samme er tilfældet for de fleste arbejdspladser.

Supermarkeder, apoteker, frisører, banker og tankstationer forbliver dog åbne, og man kan stadigvæk godt rejse med fly og tog, hvis det er nødvendigt. Antallet af afgange er dog blevet drastisk reduceret, og hvis man vil forlade sit hjem, skal man gå rundt alene for at undgå at blive smittet.

Og selvom man stadigvæk godt må arbejde, er de fleste arbejdspladser blevet lukket på ubestemt tid.

En kvinde lufter sine hunde på en øde gade i den sydspanske by Ronda, efter den spanske premierminister har taget drastiske tiltag i brug for at få styr på coronakrisen. (Foto: © Jon Nazca, Scanpix)

189 personer i Spanien har indtil videre mistet livet som følge af coronavirusset. Det er især hovedstaden, Madrid, der har oplevet et stort antal smittede, og derfor har mange forladt byen i den seneste tid.

De er blandt andet rejst til deres feriehjem langs den spanske sydkyst, og derfor frygter mange, at de vil bringe virusset med sig til de områder af landet, som endnu ikke er så hårdt ramt. Den spanske premierminister forsøgte dog at nedtone den bekymring, og han opfordrede alle til at opføre sig ansvarligt og følge retningslinjerne.

Det er ikke kun Spanien, der i det seneste døgn har taget nye, drastiske midler i brug for at bekæmpe coronavirusset.

I går meddelte den franske premierminister, Edouard Philippe, at alle landets restauranter, caféer, biografer og ”unødvendige forretninger” ville lukke ved midnat på ubestemt tid. Og i Australien har regeringen indført obligatorisk karantæne i 14 dage ved al indrejse til landet.