Sorte streger i memo kan signalere problemer for Trump

Store dele af dokument om tidligere rådgiver Michael Flynn er censureret.

Tidligere national sikkerhedsrådgiver Michael Flynn er det første medlem af præsidentens stab, som har erklæret sig skyldig i Rusland-undersøgelsen. (Foto: © JONATHAN ERNST, Scanpix)

Nogen mener, at det ligner et kunstværk. Andre får associationer til en zebra.

Et nyt memo fra særlig anklager Robert Mueller er så heftigt censureret, at det uundgåeligt har sat gang i en omfattende gætteleg i USA.

Memoet er et bilag til en anbefaling fra Robert Mueller om, at den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus Michael Flynn bør slippe for fængselsstraf. Flynn bør belønnes, mener anklageren, fordi han har været til stor hjælp for Muellers undersøgelse af et muligt samarbejde mellem Donald Trumps valgkampagne og Rusland.

Men hvad det præcis er, Michael Flynn har hjulpet med, bliver vi ikke meget klogere på - det er nemlig streget over i memoet.

Her er et eksempel på de censurerede afsnit:

"Den tiltalte har ydet betydelig assistance i en efterforskning af kriminalitet," står der i memoet. Resten er streget over.

Efterforskning af kriminalsag

Robert Mueller skriver i memoet, at Michael Flynn har givet "førstehåndsinformation om indholdet og sammenhængen af interaktioner mellem overgangsholdet og embedsmænd fra Ruslands regering."

Derudover har Flynn "ydet betydelig assistance i efterforskning af kriminalsag", men alle oplysninger om efterforskningen er censureret.

Senere står der, at den tiltalte også har givet "brugbar information om..." - og så vender de sorte streger tilbage. Selv overskriften på sidstnævnte afsnit er gemt.

Tre efterforskninger

Nu kan alle så mere eller mindre frit gætte på, hvem og hvad de skjulte afsnit handler om.

Nyhedsmediet Vox udleder af memoet, at Michael Flynn har hjulpet Robert Mueller med tre forskellige efterforskninger:

  1. 1

    Undersøgelsen af samarbejde mellem Trump-kampagnen og Rusland.

  2. 2

    Efterforskning af en kriminalsag.

  3. 3

    En anden efterforskning, hvor selv typen af efterforskning er censureret.

CNN skriver, at nummer to på listen er den mest interessante.

Vi ved dog ikke, om vi står over for en ny og hidtil ukendt sag, siden det har været nødvendigt at fjerne al information om den. Det kan også handle om en tidligere omtalt efterforskning, hvor den særlige anklager bare ønsker at holde Michael Flynns assistance hemmelig, konkluderer USA Today.

Søvnløse nætter

Det eneste, vi kan sige med sikkerhed efter Robert Muellers memo, er, at den særlige anklager på ingen måde er færdig med at skabe overskrifter.

Der er dog almindelig enighed blandt amerikanske og internationale medier om, at de mange sorte linjer kan signalere problemer for Donald Trump og hans nærmeste.

BBC konkluderer, at det nye dokument kan give dem "søvnløse nætter" i de kommende dage.