Den 15. september 2015.
Datoen hvor Ungarn sætter en prop i flygtningestrømmens flaskehals ved grænsen mellem Serbien og Ungarn.
Proppen bliver et hegn på 175 kilometer langs grænsen, der er over tre meter højt og med pigtråd på toppen, som bliver bevogtet af militæret og nye strenge love over for flygtninge og migranter. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Hegnet skal sætte en stopper for de mange flygtninge, der rejser op igennem Balkan for at nå frem til Nord- og Vesteuropa.
Har prøvet med hegn før
Ungarn har allerede forsøgt at holde flygtningene i Serbien med pigtrådshegn, men det hjalp ikke, da flygtningene klippede det op eller kravlede under. Nu forsøger Ungarn sig altså med et højere et af slagsen.
Ud over hegnet vil den ungarske premierminister Viktor Orban, der er kendt som en af Europas største modstandere mod masseindvandring, sætte militæret ind for at beskytte grænsen.
Hvis flygtningene alligevel forsøger at forcere hegnet ulovligt, vil de, ifølge en ny lov vedtaget i sidste uge, stå til fængselsstraf.
At registrere eller ikke registrere
Derudover vil man lave såkaldte ’registrerings centre’, hvor man kan holde på flygtningene i op mod 24 timer. Flere menneskerettighedsorganisationer er dog bekymrede for, at centrene i højere grad vil fungere som en transitzone, hvor flygtningene opbevares, før de bliver sendt retur til Serbien uden at blive registreret.
Ifølge europæiske regler skal flygtninge ellers registreres i det første EU, de kommer til. Mens man i Ungarn gør alt for at stoppe flygtningenes rejse igennem Europa, gør man det stik modsatte i Serbien. Her forsøger man at få flygtningene videre så hurtigt som muligt.
Åbne grænser
De to landes forskellige tilgange til flygtningene skabte tidligere på ugen kaos, da Ungarn ikke ville tillade flygtningene at rejse mod Østrig og Tyskland.
Det fik fredag nat Østrig og Tyskland til at åbne deres grænser, så de titusindvis af mennesker, der allerede var kommet ind i Ungarn og nu bankede på den østrigske grænse, kunne rejse videre.
De åbne grænser har betydet, at over 10.000 flygtninge er ankommet til det sydlige Tyskland i weekenden.