Søster til Bataclan-terrorist: Vi har ligget i den samme mave - hvad skete der?

Min bror elskede at grine og lave sjov, siger søster til terrorist bag Paris-angreb, fortæller Anna Amimour.

Samy Amimour deltog i det blodigste af de seks angreb i Paris 13. november, som skete under en metalkoncert på Bataclan. 89 mennesker døde. Heraf rigtig mange i 30'erne. (Foto: © Bertrand Guay, Scanpix)

- Selvfølgelig er der en del af os, som tænker, det er vores skyld. Måske kunne vi have gjort noget anderledes, siger Anna Amimour.

Anna Amimour anede ikke, at hendes bror var blevet terrorist, da nyheden om terrorangrebet i Paris ramte.

Først var hun dybt chokeret over at høre om sin brors massakre på spillestedet Bataclan, hvor 89 primært unge mennesker brutalt blev myrdet.

Sidenhen kunne hun ikke tro, det var den dreng, hun voksede op med i pariser-forstaden Drancy, fortæller hun til CNN.

De var begge født og opvokset i udkanten af Paris af fransk-algeriske forældre.

Men broderen endte sine dage som en af de otte gerningsmænd, der skød mænd og kvinder på fredagssjov den skæbnesvangre novemberaften i den franske hovedstad.

Dette hus i Paris-forstaden Bobigny menes at være Samy Amimours hjem, inden han rejste til Syrien for at drage i hellig krig. (Foto: © ELIOT BLONDET, Scanpix)

Sprængte sig selv i luften

Familien havde ifølge søsteren ingen rigtig fornemmelse af, hvor sindssyg en ideologi, broderen havde forelsket sig i. Hvor langt broderen ville ende med at gå.

28-årige Samy Amimour døde efter at have sprængt sig selv i luften inde på Bataclan, hvor i alt tre gerningsmænd begik terrorhandlingen.

Før massakren i Paris havde familien meget lidt kontakt til ham på det seneste. Hans tilværelse havde længe været i det borgerkrigsramte Syrien.

Sidst søsteren talte med ham over telefonen var i august måned, og samtalen handlede om typiske hverdagsting.

Samy Amimour sagde til sin søster, han havde nok at se til, men at han ville ringe igen snart.

Samy Amimour var på få år gået fra at leve en forholdsvis almindelig tilværelse med fast arbejde som buschauffør til at kæmpe for islamistiske oprørskrigere i Syrien.

Forandringen i hans personlighed begyndte for omkring fire år siden, hvor han markant ændrede adfærd og begyndte at leve et helt andet liv. Han praktiserede nu islam i sin strengeste form.

Hvorfor dette nye liv begyndte, svarer søsteren ikke på. Men hun tror, han blev hjernevasket af lokale islamister i hjembyen.

Broderen var nu radikaliseret.

Før havde han elsket at høre musik. Spillede fodbold.

Klædte sig som alle andre.

Hang ud med venner som alle andre. Og familien havde ikke været særlig religiøse. Ifølge The Telegraph var moderen feminist.

En 28-årig italiener, der blev offer for terrorangrebet på Bataclan, begraves i Venedig. De døde kom fra i alt 17 forskellige lande. (Foto: © Pierre Teyssot, Scanpix)

Beundrede Bin Laden

Da Samy Amimour for år tilbage pludselig begyndte at tale om sin beundring for den afdøde topterrorist og leder af al Qaeda, Osama bin Laden, efterlod det faderen dybt chokeret.

- Vi stiller os selv det spørgsmål hver dag. Hvad skete der? Hvorfor? Han lå i den samme mave som mig. Vi voksede op sammen, så hvordan endte vores veje så langt fra hinanden, siger søsteren til CNN.

Anna Amimour husker, at hendes bror, før han blev islamistisk jihadist, elskede at grine og lave sjov.

Han var en rar person, siger hun. Følsom og en smule genert. Men en man kunne regne med. ’En fræk lille dreng’, siger søsteren.

Samy Amimour (øverst tv.) dræbte sammen med syv andre terrorister 130 mennesker og sårede flere hundrede i Paris. (Foto: © Andrej Isakovic, Scanpix)

'Kold genforening' med far

Over for familien havde han oprindelig kun sagt, han skulle til Sydfrankrig for at besøge nogle venner.

Men han havde sluttet sig til terrorgruppen Islamisk Stat i Syrien, og båndet til terrorgruppen med ambitioner om et kalifat var blevet stærkere end båndet til familien i Frankrig.

Ifølge franske Le Monde forsøgte faderen at få Samy Amimour med hjem til Frankrig i sommeren 2014. Men sønnen modtog sin far med alt andet end kærlighed.

- Det var en meget kold genforening, har faderen sagt til det franske medie.

De franske myndigheder har kendt til Samy Amimours yderliggående islamistiske synspunkter siden 2012, hvor han blev sigtet for ’terroraktiviteter’ og planer om at rejse til Yemen.

Herefter skulle han løbende melde sig hos myndighederne. Noget han ikke overholdt, hvorfor der i 2013 blev udstedt en international arrestordre på ham. På det tidspunkt tror de franske myndigheder, at han har befundet sig i Syrien.

Og siden lykkes det ham uden at vække opsigt at vende tilbage til Frankrig og være med til at begå det terrorangreb, som bliver kaldt Frankrigs 9/11.

I alt 130 mennesker mistede livet i de seks koordinerede angreb.

Her foregik angrebene i Paris.